Politik

Delegering af kompetence vedr. afkortning af skoledagen blev godkendt

Anledning

Delegering af kompetence vedr. afkortning af skoledagen blev godkendt
5. januar 2024
Af Redaktion

Da Udvalget for Børn og Familie mødtes i Hobro den 2. januar, var det på dagsordenen at diskutere delegering af kompetence vedr. afkortning af skoledagen – og dette endte med at blive godkendt.

I Folkeskoleloven er det bestemt, hvor lang tid eleverne skal være i skole, men Folkeskoleloven giver også mulighed for at afkorte skoledagens længde.

Udvalget skal i denne sag tage stilling til, om kompetencen til at afkorte skoledagens længde skal delegeres til skolelederne, som et led i de øgede frihedsgrader i folkeskolen.

Indstilling
Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Udvalget for Børn og Familie

at kompetencen vedr. afkortning af skoledagens længde delegeres til skolelederne fra skoleåret 2024-2025 efter indhentning af udtalelse fra Skolebestyrelsen

Sagsfremstilling
I folkeskoleloven er der en række bestemmelser, som giver kommunerne mulighed for at afkorte undervisningstiden ved at konvertere den understøttende undervisning til flere voksne i fagundervisningen. Man har mulighed for at forkorte undervisningen ved brug af enten folkeskolelovens § 16 b (indskoling og det specialiserede område), § 16 d (mellemtrin og udskoling) eller § 16 e (udvidede frihedsgrader for alle klassetrin).

Med bestemmelsen § 16 b kan undervisningstiden i indskolingen på almenområdet og på alle klassetrin i specialskoler og i specialklasser afkortes for så vidt angår den understøttende undervisning. Afkortning skal ske med henblik på yderligere faglig støtte og undervisningsdifferentiering for en klasse ved hjælp af ekstra personale i klassen.

På mellemtrinnet og i udskolingen på almenområdet kan undervisningstiden afkortes med op til to ugentlige undervisningstimer jf. folkeskolelovens § 16 d, stk. 1. Afkortning kan ske med henblik på tilrettelæggelse af andre aktiviteter, der udløser et tilsvarende personaleforbrug i undervisningen. Derudover kan der ske en afkortning af undervisningstiden på det klassetrin, hvor konfirmationsforberedelsen finder sted, jf. folkeskolelovens § 16 d, stk. 2.

For samtlige klassetrin er det muligt at anvende folkeskolelovens § 16 e, som er en udmøntning af aftalen om udvidede frihedsgrader for folkeskolerne, som blev indgået i 2021. Med denne bestemmelse er det ligeledes muligt at afkorte undervisningstiden for så vidt angår den understøttende undervisning. Afkortningen skal ligeledes udløse et tilsvarende personaleforbrug i undervisningen. Til forskel fra de øvrige bestemmelser, er det muligt med denne bestemmelse at konvertere alt understøttende undervisning til øget personale i den fagopdelte undervisning.

Status i Mariagerfjord Kommune er, at alle skoler herunder specialområdet har anmodet om dispensation til afkortet skoleugens længde indenfor Folkeskolelovens rammer.

Alle skolebestyrelserne har lavet udtalelser og bakket op om afkortning af skoleugens længde.

Størstedelen af de skoler, der har afkortet skoledagen konverterer den understøttende undervisning til to-voksenordninger, som eksempelvis co-teaching mv.

Flere voksne i undervisningen kan være 2 voksne i både den faglige undervisning, som dansk, matematik mv. men kan også være i de praktisk-musiske fag.

Udgangspunktet for co-teaching er at udvikle endnu bedre undervisning, som alle elever får gavn af. Det indebærer, at forberedelse, udførelse og evalueringen af undervisning foregår i et fællesskab mellem de 2 voksne i undervisningen.

Godkendelse af afkortning af undervisningstiden

Godkendelser til at afkorte undervisningstiden gives som udgangspunkt af kommunalbestyrelsen for et år ad gangen, men kan fornyes årligt, hvis det vurderes fortsat at være den rette løsning for den enkelte klasse. Skolebestyrelsen vil altid skulle afgive en udtalelse, inden der kan træffes beslutning om at afkorte skoledagen. Derudover er det skolebestyrelsens opgave at føre tilsyn med skolens virksomhed, og det indebærer også at føre tilsyn med, at de ressourcer, der ellers ville have været brugt til den understøttende undervisning også bliver overført til flere voksne i klassen i fagundervisningen.

Kompetencen til at godkende afkortningen af undervisningstiden er tidligere blevet delegeret til Dagtilbuds- og skolechefen, som et led i afburaukratisering og fokusset på øgede frihedsgrader i folkeskolen foreslåes det, at godkendelsen af afkortning af undervisningstiden delegereres til Skolelederne efter indhentet udtalelse fra Skolebestyrelsen.

Beslutning
Godkendt.

Fraværende: Per Kragelund (V)

Hvem beskytter lejerne i Mariagerfjord kommune?

Læs også: Hvem beskytter lejerne i Mariagerfjord kommune?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev