Debat
“Den lokale grønne trepart: Hvor er konsekvenserne for kommunen?”
Af Rikke Høst, kandidat for Danmarksdemokraterne til kommunalvalget 2025
Når landspolitik bliver til lokalpolitik!
Jeg har med interesse læst gårsdagens debatindlæg fra formanden for ”Den lokale grønne trepart Mariager Fjord”, hvor han deler sine tanker om projektet – men ét væsentligt fokus mangler: konsekvenserne for Mariagerfjord Kommune. Artiklen handler om fjorden, men hvad med lokalsamfundene, erhvervslivet og menneskene, der bor her rundt om fjorden?
Vi taler om tusinder af hektar landbrugsjord, der skal udtages til ”projektet”, opkøb af jord til priser langt over vurdering og ændringer, som kan få store konsekvenser for vores samfund. Kan ”projektet” resultere i, at landsbyer affolkes? Hvordan påvirkes erhverv og arbejdspladser? Hvad med skole, købmand, læge og offentlig transport? Hvad koster “projektet” reelt – både økonomisk, mentalt og i praksis? Og hvem skal/kan betale?
Jeg er modstander af, at vi politikere spreder mere frygt – men dette indlæg skal ses som et opråb. Vi borgere må sige STOP til, at Danmark, danske erhverv og vores lokalsamfund lukkes ned, mens vi sidder måbende og ser på. Vi skal tage ansvar for vores liv, vores byer og vores kommune – og for at kunne gøre det, skal vi have alle fakta på bordet.
Jeg ønsker en åben debat, hvor alle vinkler bliver belyst: fjord, jord, mennesker og erhverv – så vi kan handle med sund fornuft og ordentlighed samt træffe de rigtige beslutninger.
Denne debat kan IKKE vente til efter valget. Den skal tages nu. Vi skal turde stille de svære spørgsmål og sikre, at implementeringen ikke knækker lokalsamfundene, og i stedet skaber løsninger, der holder på både natur og mennesker.
Kender du til den lokale grønne trepart? Hvilke konsekvenser ser du for dig, dit lokalsamfund eller dit erhverv? Del dine tanker – jo flere vinkler vi får på bordet, jo bedre kan vi handle med sund fornuft og ordentlighed, inden det er for sent.
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: