Nyheder
DER ER OGSÅ EN PLADS TIL JER!
Af Klaus Hansen I kan noget, der er meget værd. I har vist, at der er en fremtid for jer!. Det var budskabet fra konsulent Niels Andreasen til de 8 unge, der i dag fik deres uddannelsesbeviser på Odamsgård. Beviserne blev overrakt til en reception, hvor de unge blev fejret sammen med familie og Odamsgårds […]
Af Klaus Hansen
I kan noget, der er meget værd. I har vist, at der er en fremtid for jer!. Det var budskabet fra konsulent Niels Andreasen til de 8 unge, der i dag fik deres uddannelsesbeviser på Odamsgård. Beviserne blev overrakt til en reception, hvor de unge blev fejret sammen med familie og Odamsgårds personale.
Det var 8 stolte unge mænd, der i dag modtog deres beviser for undervisningsforløb, de har været igennem i 2016. 2 unge mere fik deres beviser, men var ikke tilstede til receptionen.
Alle har været igennem forløb i Odamsgårds værksteder eller med botræning i Odamsgårds boafdelinger, nogle endda begge dele.
Beviserne dokumenterer den uformelle læring, de unge har fået med sig, som ligger uden for det almindelige skolesystem. Det er en del af OCN-programmet, der tager udgangspunkt i det niveau, den unge er på.
Med beviset i hånden kan den unge bevise over for sig selv og andre, hvilken viden og kompetencer, man kan bygge videre på, hvis de skal finde en praktikplads, skal søge arbejde eller skal videre i det formelle uddannelsessystem. Og så giver det ikke mindst et stort boost for selvtilliden!
De 8 stolte unge mænd er fra venstre mod højre: Kristian Bonde, Tobias Olesen, Lasse Skov, Frederik Oppelstrup, Nicki Bak, Benjamin Nielsen og Simon Villadsen.
De unge fik et par ord med på vejen med en opfordring til at fortsætte den gode indsats, først fra konsulent Niels Andreasen, der som tidligere leder af UU-enheden i Mariagerfjord Kommune har haft en stor andel i etableringen af OCN-forløb i kommunen.
Niels anerkendte de unge for, at det har været en hård kamp at finde frem til de evner og kvalifikationer, de nu kan få lejlighed til at vise: -Med beviserne i hånden er der gode muligheder for jer alle. Jeg ved, I har viljen og lysten til at komme i gang med at arbejde, forsøge jer selv og bidrage til det samfund, vi alle er en del af!
Niels Andreasen var dagens hovedtaler: Der er mangel på unge som jer. Vi mangler unge, der kan og vil arbejde praktisk, fastslog han.
Derefter fik de unge hver især overrakt beviserne af uddannelsesleder Jens Vognsgaard, der sagde et par ord om, hvilket forløb, der var gennemgået, og opmuntrede til at fortsætte, så der også er beviser i vente til næste år!
.