”Der er så dejligt ude på landet…”

12. november 2015

.Bag denne overskrift har Mariagerfjord Kommunes Landdistriktsråd valgt at fortælle den GODE historie om livet på landet udenfor de 4 hovedbyer. Dette sker med et særligt tillæg til næste udgave af Kulturfjorden, der snart husstandsomdeles i hele Mariagerfjord Kommune. De seneste år er der brugt mange kræfter på at tale landdistrikterne ned og snakke rådne…

.
Bag denne overskrift har Mariagerfjord Kommunes Landdistriktsråd valgt at fortælle den GODE historie om livet på landet udenfor de 4 hovedbyer.

Dette sker med et særligt tillæg til næste udgave af Kulturfjorden, der snart husstandsomdeles i hele Mariagerfjord Kommune.

De seneste år er der brugt mange kræfter på at tale landdistrikterne ned og snakke rådne bananer og udkant, siger Landdistriktsrådets formand Jens Cæsar Jensen, Veddum. Nu har Landdistriktsrådet bedt skribent Jesper Bøss fra Kommariet om, at omsætte den positive fortælling til nogle spændende artikler i Kulturfjorden.

Tillægget, som også bliver trykt til særskilt afhentning på Biblioteker m.v., indeholder historier om børnefamilier, der har valgt at bosætte sig i en af kommunens mange landsbyer samt en fortælling om virksomheden Unilite i Snæbum, der pludselig har skabt masser af nye arbejdspladser i et af kommunens yderdistrikter.
Desuden er der fokus på de mange frivillige kræfter, der er en grundforudsætning for at landsbyerne kan overleve. Blandt andet i Handest-Glenstrup-Holmgaarde, har aktive ildsjæle i samarbejde med kommunen skabt liv ved Glenstrup sø med udlån af kanoer og gode vandrestier ned til søen.

Vi vil gerne hjælpe folk til at være stolte af deres landsby, fortsætter formanden. De lokale er de bedste ambassadører, hvis vi ønsker nye tilflyttere understreger han.

Tillægget udgives som en del af Mariagerfjord Kommunes kulturkalender Kulturfjorden, der indeholder mange spændende kulturelle arrangementer de kommende 3 måneder.

Bladet uddeles til alle husstande i kommunen, men kan også afhentes på Biblioteker, kommunekontorer m.v.