Politik
Dispensationssag om elevator i Hobro vækker debat både udenfor og i byrådet
Byrådet i Mariagerfjord Kommune skal i aften tage stilling til kontroversiel dispensation i byggesag på Vestergade 34 i Hobro
En tilsyneladende teknisk byggesag på dagsordenen for byrådsmødet i Mariagerfjord Kommune i dag, torsdag den 26. juni 2025, har udviklet sig til en principiel og følelsesladet debat om tilgængelighed, bygningsreglement og praksis. Byrådet skal i aften tage stilling til, om ejeren af en ombygget erhvervsejendom på Vestergade 34 i Hobro skal have dispensation fra kravet om at etablere elevator i den nuværende boligbebyggelse. Der er Peder Larsen fra SF, som har anmodet om at sagen skal behandles i byrådet.
Han udtaler – “Der snakkes meget om ordentlighed i Mariagerfjord Kommune, og det er ordentlighed, at alle behandles ens i forhold til byggesager. Det handler om tillid og retssikkerhed. Når man har fået en byggetilladelse med visse krav – som for eksempel etablering af elevator – så kan man ikke bare bagefter ændre projektet uden godkendelse og så søge om lovliggørelse. Det sender et forkert signal, både til andre bygherrer og til borgerne.“
Peder Larsen forsætter – “Hvis vi begynder at dispensere i sager som denne, uden den nødvendige dokumentation, så åbner vi også for en glidebane. Hvorfor skal den ene så have dispensation og ikke den næste? Vi risikerer at åbne Pandoras æske. Et andet og meget væsentligt aspekt er tilgængelighed. Det er ikke alle, der har nemt ved trapper – og hvis vi ikke tager det hensyn med i vores afgørelser, så udelukker vi en del af befolkningen fra at bo i visse boliger. Det er ikke bare en teknisk sag, det er også et spørgsmål om lighed og respekt.”
Foto: Mariagerfjord Kommune
Ombygning uden lovlig tilladelse
Ejendommen fik i juni 2024 byggetilladelse til at blive ombygget fra erhverv til seks boliger. Byggetilladelsen forudsatte, at der blev installeret en elevator, som det kræves i Bygningsreglementet (BR18) ved ændring af anvendelse til bolig i bygninger med tre etager.
Men i løbet af byggeprocessen valgte bygherre at ændre projektet. Elevatorplanerne blev skrinlagt, og pladsen brugt til at udvide lejlighederne. Først efter færdiggørelse af byggeriet blev kommunen kontaktet – og det uden dokumentation for, hvorfor elevatoren ikke kunne etableres.
Fagenheden i Teknik og Miljø har vurderet, at ændringer i projektet uden tilladelse er ulovlige, og at en dispensation som udgangspunkt ville kræve statisk dokumentation. En sådan dokumentation er dog fortsat ikke fremlagt.
Vi har også fået en udtalelse fra Svend Madsen, fra Danmarksdemokraterne Mariagerfjord, som herunder gør sin holdning klar.
Læs også:
Teknisk udvalg gik imod faglig anbefaling
Sagen blev behandlet af Udvalget for Teknik og Miljø den 19. juni 2025, hvor et flertal valgte at anbefale dispensation. Flertallet vurderede, at den installerede stolelift udgjorde en rimelig løsning, da de to øverste lejligheder i forvejen ikke er kørestolsvenlige.
Mindretallet stemte imod dispensationen med henvisning til, at projektet er ændret uden lovlig tilladelse, og at elevatoren kan være mulig at etablere, hvis det dokumenteres. De henviser også til, at en udendørs elevator kunne have været en mulighed, hvis det var blevet søgt rettidigt.
Byrådet skal tage stilling i aften
Sagen er nu løftet til byrådets bord på foranledning af Peder Larsen (F). Det sker, efter at borgmesterens indstilling lyder, at sagen bør afgøres politisk.
Ifølge kommunen har en sådan dispensation ikke tidligere været givet, og afgørelsen vil derfor kunne danne præcedens for fremtidige byggesager.
Fagenhedens vurdering
Fagenheden har været klar i sin vurdering: En stolelift opfylder ikke tilgængelighedskravene i BR18 §244. Hvis den nuværende løsning var blevet forelagt som del af byggeansøgningen, ville der være givet afslag.
Kommunens teknikere mener, at en minielevator eller løfteplatform fortsat kan etableres, og understreger, at bevaringshensyn ikke i sig selv udelukker en indvendig elevator.
Praksis i nabokommuner
Randers Kommune, som Mariagerfjord har søgt inspiration hos, dispenserer kun fra elevatorkrav, når der foreligger statiske eller bevaringsmæssige hindringer – og da kun til fordel for minielevator eller løfteplatform, ikke stolelifte.
Fremtiden for tilgængelige boliger?
Sagens udfald kan få betydning for fremtidens boligbyggeri i Mariagerfjord Kommune. Bliver dispensationen godkendt i aften, kan det åbne op for lempeligere praksis – eller give anledning til skærpede krav til projektkontrol og dokumentation.
Byrådsmødet finder sted i aften kl. 18.00 i byrådssalen på Hadsund Rådhus. Mariagerfjord Nyt følger sagen tæt og opdaterer med resultatet af afstemningen.
Læs også: