Mariagerfjord og omegn
DK-EVENT satser på at sætte fotorekord på årets J-dag
.Pressemeddelelse: Vinterens første sne falder fredag den 1.november kl. 20.59, og i den forbindelse satser eventgalleriet DK-EVENT på at sætte rekord med antallet af billeder fra denne ene landsdækkende begivenhed, som ikke dækker over rigtig sne. Nej, det handler om J-DAG – den dag, hvor Tuborgs julebryg 2013 bliver lanceret på en række bodegaer, cafeer, […]
.
Pressemeddelelse:
Vinterens første sne falder fredag den 1.november kl. 20.59, og i den forbindelse satser eventgalleriet DK-EVENT på at sætte rekord med antallet af billeder fra denne ene landsdækkende begivenhed, som ikke dækker over rigtig sne. Nej, det handler om J-DAG – den dag, hvor Tuborgs julebryg 2013 bliver lanceret på en række bodegaer, cafeer, restauranter og diskoteker i hele Danmark. J står selvfølgelig for jul, og J-DAG er efterhånden en slags national “helligdag” for specielt den yngre generation af danskere, som også ynder at bruge øgenavne som “snestorm” og “snefald” om den store dag.
J-dag blev første gang lanceret i 1990, hvor bryggeriet Tuborg sendte sin julebryg på markedet den anden onsdag i november kl. 23.59. Siden 1999 har det dog – bortset fra et enkelt år – været den første fredag i november, der er blevet brugt til markeringen, ligesom tidspunktet er ændret fra midnat til kl. 20.59. Og sådan bliver det også i år som en i den grad fasttømret tradition, hvor ufattelig mange mennesker skal i byen, og hvor færdselspolitiet planlægger ekstra mange spirituskontroller – så ved man det! Årsagen til, at J-DAG blev flyttet fra onsdag til fredag var i øvrigt, at der var alt for mange unge mennesker, som ikke mødte på skoler og uddannelsesinstitutioner dagen efter. Med fredag som J-DAG har de chancen for at komme sig, inden det bliver hverdag igen.
Snebajeren fra bryggeriet Tuborg er i øvrigt langt ældre end J-DAG, der som nævnt blev en kendsgerning i 1990. Den første snebajer så dagens lys allerede i 1981, hvor Peter Wibroe tegnede det sneunivers, som pryder etiketten på de grønne flasker. Allerede dengang blev filmen om Tuborgs julebryg lanceret i biograferne, og det er den samme film, som uden ændringer vises den dag i dag både som biograf- og TV-reklame.
DK-EVENT er selvfølgelig med til at markere J-DAG, og hvis det lykkes at få alle sejl sat til, så bliver der rekord i billeddækning af en samlet begivenhed for hele Danmark. DK-EVENT opfordrer alle sine fotografer til – hvis det er praktisk muligt – at bruge deres energi på at fotografere fra J-DAG i hvert deres lokalområde. Der er omkring 30 fast tilknyttede fotografer og dertil et antal løst tilknyttede, så målet er at få billeder fra mindst 50 lokaliteter rundt i Danmark. Det vil kunne blive til et “øl-galleri” med langt over tusinde billeder – og forhåbentlig dermed en Danmarks-rekord, selv om ingen vist har overblik over, hvor stort det største samlede galleri fra en enkeltstående begivenhed er.
-Hvis vi får det tal at vide på forhånd, så ved vi, hvor hårdt der skal arbejdes for, at vi kan nå rekorden, siger manden bag DK-EVENT, Johnny Sørensen fra Hobro. Han håber på, at sidens frivillige fotografer kan bidrage fra et sted eller to, og selv er han på banen i Hobro for at sikre, at eventsidens hjemby bliver solidt repræsenteret med billeder i galleriet:
På nuværende tidspunkt ligger Hobro altså fast, og når julebryggen slippes løs bliver der fotograferet følgende steder:
Randers, Esbjerg, Aalborg og Næstved