.
Af Klaus Hansen
Mads Kronborg fra Hadsund BMX er naturligvis glad for støttebeløbet fra Talent og Udviklingspuljen i Mariagerfjord Kommune og håber, at denne støtte vil gøre det nemmere at få søgt de resterende midler hjem til projektet.
Ved netop afholdte DM 2018 præsterede klubben fire Danmarksmestre. Dragon BMX vil gerne blive ved med at udvikle og have spillere på top niveau, og de vil derfor indkøbe et moderne og tidssvarende tidtagningssystem, som giver anvendelse både ved afholdelse af løb, ved træning og ved individuel træning på banen. Systemet vil kunne facilitere en mere målrettet træning for klubbens mange spirende talenter, hvor udvikling kan følges af både trænere og kørerne selv. Dette muliggøres med en kombination af MyLaps systemet og Sportstiming online portal.
Der nedgraves såkaldte timing-loops på fire udvalgte steder på banen, hvoraf den ene er målstregen. Når en kører passerer et loop registreres tiden. I træningsmodus uploades tiderne i realtid til Sportstiming, hvor hver enkelt kører har adgang til egne tider via nettet og App. På samme måde har trænere i klubben adgang til tider for de kørere der giver tilladelse hertil.
Det er Dragons BMXs forventning, at de med et permanent tidtagningssystem:
Aktivt kan udvikle klubbens mange spirende unge talenter i aldersgruppen 7-12 år.
Får endnu et redskab til at fortsætte klubbens fokus på det sociale element i en ellers meget invididuel sport.
Kan facilitere individuel træning for medlemmer udenfor klubbens normale træningstider.
Kan fastholde kørere i aldersgruppen 13-18 år og tiltrække nye i aldersgruppen 25+. Systemet gør, at der bliver mulighed for egentræning, så træningen kan være på tidspunkter, der passer med uddannelse og øvrige sociale aktiviteter.
Tiltrække flere kørere fra oplandet til en fantastisk og vellidt klub. Klubben er i forvejen en af de større i Jylland målt på medlemstal og med det nye system vil man kunne tiltrække og udvikle langt flere af landsdelens talenter.
Projektets samlede budget er på 187.275 kr. Klubben finansierer selv 88.362,50 kr. heraf 60.162,50 kr. i form af frivillige timer samt 28.200 kr. fra øvrig medfinansiering. Dragon BMX søger derfor Udviklings- og Talentpuljen om 98.912,50 kr.
Dragon BMX fik i 2014 48.000 kr. fra Udviklings- og talentpuljen til etablering af en “træningsgate”.
Foreningsrådet behandlede ansøgningen den 23. august og indstillede at der bevilges kr. 45.000 kroner under forudsætning af at projektet fuldføres i sin helhed.
Bevilget af Udvalget for Kultur & Fritid på september-mødet.