Lørdag bød på mere drama end normalt ved Hobro. Her måtte både to politipatruljer og en af Forsvarets redningshelikoptere rykke ud, da der indløb en melding om en drukneulykke i Glenstrup Sø.
– kl. 15.15 indløb der en anmeldelse om en mulig drukneulykke, oplyser Mikkel Mitchell, politikommissær hos Nordjyllands Politi og uddyber:
– Det var et par gutter, hvor den ene havde besluttet sig for at svømme over søen, og den anden skulle så sejle med i en følgebåd.
Uheldigvis blev båden dog fanget i noget fiskenet, da den var kommet ud på søen, og da denne kom fri og videre, havde manden i båden mistet sin makker af syne og blev bekymret. Han ringede derfor efter hjælp.
– Vi sendte to patruljer og en helikopter ud for at søge efter manden. Det viste sig dog heldigvis, at svømmeren rent faktisk var nået hele vejen over søen og stod og ventede på bredden på den anden side, afslutter Mikkel Mitchell
Læs også: