Mariagerfjord og omegn

Drivende sejlbåd fundet i Mariagerfjord – ejer søges

En sejlbåd af typen “Thomson T24” er for nylig blevet fundet drivende i Mariagerfjord. Båden er siden blevet bjerget og udgør ikke længere nogen fare for sejladsen i området, oplyser Mariagerfjord Kommunes havnemyndigheder.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 14. maj 2025

Ukendt ejer – politiet er orienteret

Der er i øjeblikket ingen oplysninger om, hvem der ejer båden, og kommunen efterlyser derfor nu hjælp fra offentligheden.

“Vi har bjærget båden, og den er nu i sikkerhed. Men vi kender ikke ejerens identitet, og vi vil meget gerne i kontakt med vedkommende,” fortæller Flemming Sønderskov Zarp, der er PFSO-Havne & Vinterdrift Ansvarlig ved Mariagerfjord Kommune.

Politiet er orienteret om fundet, men ejeren er endnu ikke blevet identificeret. Det er derfor vigtigt, at eventuelle personer med kendskab til båden henvender sig.

Oplysninger modtages direkte

Hvis du har oplysninger om sejlbådens ejerforhold – eller selv er ejeren – opfordres du til at tage direkte kontakt til kommunen.

“Man kan ringe eller skrive til mig. Vi håber, at nogen genkender båden eller ved, hvem der ejer den,” siger Flemming Sønderskov Zarp.

Kontaktoplysninger

Flemming Sønderskov Zarp
PFSO-Havne & Vinterdrift Ansvarlig
Telefon direkte: 2167 5233
E-mail: flemz@mariagerfjord.dk

Mariagerfjord og omegn

Se flere artikler