Realkredit Danmark har på vegne af Andelsboligforeningen Humleparken I, rettet henvendelse til Mariagerfjord Kommune, da foreningen ønsker at omlægge deres lån.
Kommunen har i henhold til Almenboliglovens § 160 n afgivet garanti i forbindelse med opførelsen af andelsboligerne tilbage i 2004.
Kommunen har tilbage i 2014 accepteret at vedstå garantien i forbindelse med en låneomlægning.
Sagen indstilles til Byrådet med henblik på at afgøre, om kommunen endnu engang vil vedstå garantien i forbindelse med en låneomlægning.
Kommunaldirektøren indstiller til Byrådet:
1. At en vedståelse af den kommunale garantistillelse til Andelsboligforeningen Humleparken I på 18,75% af restgælden på 7.774.000 kr. efter låneomlægning godkendes.
Beslutning fra Økonomiudvalget, 17. januar 2024, pkt. 5:
Indstilles godkendt.
Fraværende: Trine Blaabjerg (A) og Jens-Henrik Kirk (C)
Sagsfremstilling
Andelsboligforeningen Humleparken I er en ustøttet, privat andelsboligforening, der er beliggende Humleparken, 9510 Arden.
I forbindelse med andelsboligforeningens oprettelse i 2004, har den daværende Arden Kommune afgivet garanti for en del af andelsboligforeningens lån.
Garantien er ydet for den del af lånet, der på lånetidspunktet havde pantesikkerhed ud over 60 pct. af ejendommens værdi.
Hvis andelsboligforeningen fortsætter med denne belåning efter 01.04.2024, vil den årlige ydelse til kreditforeningen stige fra 357.000 kr. til 666.000 kr.
Det svarer til en gennemsnitlig stigning af ydelsen på 2.861 kr. pr. bolig pr. måned.
Den potentielle nye ydelse vil ifølge Realkredit Danmark ligge væsentligt over markedslejeniveau, og andelshaverne vil ikke kunne honorere ydelsen.
Den samlede nye ydelse vil udgøre 495.000 kr. årligt. Det svarer ifølge Realkredit Danmark til markedsrenten for området.
Andelshavernes ydelse stiger således ca. 1.200-1.300 kr. pr. bolig pr. måned.
Ovenstående er dog med forbehold, da renten kan ændre sig inden Realkredit Danmarks hjemtagelse af lånene.
Ved ændring af renten vil fordelingen mellem de to lån kunne ændres dog sådan, at ydelsen fastholdes på 495.000 kr. årligt, og der betales mest muligt i afdrag på lånet.
Låneomlægningen er vedtaget af andelboligforeningen på en ekstraordinær generalforsamling i november 2023.
Andelshaverne har derved ønsket låneomlægningen, og accepteret at ydelsen stiger med ca. 1.200-1.300 kr. pr. bolig pr. måned.
Realkredit Danmark har rettet henvendelse til Mariagerfjord Kommune med anmodning om, at kommunen vedstår den afgivne kommunegaranti på 18,75% i forhold til de to nye lån.
Ved en godkendelse vil Mariagerfjord Kommune således skulle garantere for 18,75% af restgælden (nu den nye samlede hovedstol) på 7.774.000 kr., svarende til en garanti på 1.457.625 kr. Garantien betyder, at Mariagerfjord Kommune vil hæfte for garantibeløbet i det tilfælde, at andelsboligforeningen ikke selv kan betale ydelsen på lånene.
Da der er tale om en løbetidsforlængelse af andelboligforeningens lån samt et ønske om yderligere afdragsfrihed, indstilles sagen til Byrådets afgørelse om, hvorvidt kommunen vil vedstå garantien for de nye lån.
Byrådet kan beslutte enten at vedstå garantien, beslutte at vedstå garantien på nogle nærmere vilkår, eller beslutte, at garantien ikke skal vedstås.
Økonomi
Administrationen vurderer, at kommunens risiko øges ved låneomlægningen, idet der er tale om en forlængelse af løbetiden.
Derudover indeholder ét af de nye lån en ny 5-årig periode med afdragsfrihed. En ny periode med afdragsfrihed medfører, at kommunens garantiforpligtelse for den del af lånet, ikke vil blive reduceret i den periode.
Den økonomiske risiko for kommunen vurderes dog ikke at være stor, da garantien kun vil komme til udbetaling i det tilfælde, at andelsboligforeningen ikke selv kan betale ydelserne på lånene.
Administrationen oplyser til orientering, at Mariagerfjord Kommune har garantiforpligtigelser overfor ialt 13 andelsboligforeninger.