Af Klaus Hansen
Tirsdag den 12. oktober 2021 kl. 19.30, får flyglet i Als Kirke fint selskab! Niels Ole Sørensen kommer nemlig med sit store Hammond B3-orgel, og sammen med Lisbeth Eilrich Iversen, der tager sig af flyglets tangenter, spiller han jazzificerede versioner af salmer, danske sange og evergreens fra jazzens verden. Sammen kalder de to musikere sig for Duo på flere Tangenter, og det er jo ikke nogen overdrivelse.
Begge musikerne er organister, men har sideløbende med kirkearbejdet spillet jazz i mange år. Niels Ole Sørensen (organist i Bangsbrostrand Kirke ved Frederikshavn) er blandt meget andet formand for Jazzdage i Tversted og gav for et par år siden en uforglemmelig koncert i Als Kirke sammen med sit Hammond orgel, guitaristen Uffe Steen og en trommespilleren Esben Bach.
Denne gang har han allieret sig med Lisbeth Eilrich Iversen, der til daglig er organist i Skæring ved Aarhus. Også hun er en gammel kending for Als-publikummet, da hun både har spillet til en julekoncert med Als-Øster Hurup Kirkekor sammen med Mimi Barkmann fra Hadsund, og til en jazzandagt på havnen i Øster Hurup, også sammen med Mimi Barkmann.
Begge organister arrangerer salmer og sange i jazzstil, og denne aften folder de sig ud i begges arrangementer – nogle af dem flettes oven i købet sammen i nye, spændende konstellationer.
Flyglet i Als Kirke, der mest benyttes til akkompagnement til sang, solo såvel som menighedssang, indgår denne aften i en spændende samklang med et instrument, det normalt ikke spiller sammen med. Niels Ole Sørensens store Hammond B3-orgel rummer, med sine mange registre, et væld af klanglige muligheder, der kan både supplere og udfordre flyglets store lyd.
Og med to musikere, der begge er virtuoser og ekvilibrister på deres instrumenter, bliver det med garanti en aften, hvor nye klange og spændende ny-versioner af den danske sangskat, vil give det velkendte et nyt, musikalsk twist!
Koncerten vil vare ca. en time. Der er gratis adgang og kirkebil kan som altid benyttes.