Af Carina Kondrup
Internationale forskere har bevist, at ketsjersport bare er sundere. Hos Hadsund Tennisklub vil man nu give endnu flere muligheden for at opleve fordelene ved tennis og tilbyder derfor et nyt introforløb for voksne.
En stor, international undersøgelse viser, at ketsjersport er mere gavnligt for helbredet end andre populære fritidsaktiviteter og kan forlænge vores levetid markant. Hos Hadsund Tennisklub har du nu mulighed for at prøve kræfter med tennis og få en forsmag på, hvad sporten kan gøre for dig, din form og dit helbred uden at du behøver at melde dig ind i klubben med det samme.
Voksenintro er et attraktivt tilbud til alle, der drømmer om at lære at spille tennis, eller som måske har prøvet det før og gerne vil i gang igen. For 300 kr. får deltagerne 8 timers træning fordelt over 4 gange. Træningen omfatter grundlæggende tennisteknik og -begreber og intro til spillets regler. Det er et fleksibelt træningstilbud, der ikke kræver, at du allerede er medlem af Hadsund Tennisklub, men vælger du efterfølgende at melde dig ind, følger der en gratis ketsjer med i købet. For dit kontingent får du fri adgang til banerne, samt til de sociale aktiviteter, som du kan læse om nedenfor.
Mød op til træningsstart
Første træningsgang er 12. maj fra kl. 19.00 på klubbens baner på Stadionvej 7. De øvrige træningsdatoer er 15., 19. og 22. maj.
Voksenintro er tilrettelagt, så alle selv nybegyndere, der aldrig har haft en ketsjer i hånden før får en god tennisoplevelse allerede til første træning. Der bruges for eksempel langsommere tennisbolde og mindre baner, så hver enkelt spiller får det optimale udbytte af træningen.
Gode tennisoplevelser og socialt samvær i top
Du er ikke alene i Hadsund Tennisklub. Hvis du får smag for tennissporten og melder dig ind i klubben, så har vi gode tilbud til dig. Vi tilbyder at voksenintro-holdet kan fortsætte onsdag aften og spille sammen. Du kan også vælge at deltage i socialtennis for voksne motionister torsdag aften, og er du pensionist, er du velkommen til pensionisttennis tirsdag og fredag formiddag.
Bevæg dig for livet – Tennis
Hadsund Tennisklubs tilbud om et fleksibelt introforløb for voksne er en del af en større satsning under ‘Bevæg dig for livet – Tennis’, der er et samarbejde mellem DGI Tennis og Dansk Tennis Forbund. Målet med satsningen er at skabe “liggekøer” foran landets tennisklubber. Forstået på den måde, at tennis skal være forbundet med så megen kærlighed til sporten, til klubben og til hinanden, at man smiler ømt og taknemmeligt, når den mindste lejlighed byder sig.
Du kan læse mere om Voksenintro i Hadsund Tennisklub på www.hadsundtennisklub.dk eller facebook @hadsundtennisklub.