Forbruger
Dyrlægens advarsler: Her går det galt for hunde i sommervarmen
Sommeren er en fest for både hunde og ejere – men den kan også være farlig. Fra hedeslag til hugorme og algeforgiftning: Se de 10 hyppigste sommerfarer, der hvert år sender danske hunde til dyrlægen, og få gode råd til, hvordan du beskytter din firbenede ven.
Hund ved dyrelægen (foto: Adobe)
Sol, strand og udflugter er højdepunktet for mange hunde i sommerperioden. Men varme, natur og madlavning under åben himmel gemmer på overraskende mange farer for de firbenede. Dyrlæger landet over oplever en stigning i sommerrelaterede skader og sygdomme – og mange af dem kan undgås med få forholdsregler.
Her får du en billedguide med de 10 mest almindelige sommerproblemer for hunde – og hvad du kan gøre for at forebygge dem.
1. Hedeslag kan være dødeligt på få minutter
(foto: Adobe)
Efterlad aldrig din hund i en bil – heller ikke i skyggen eller med vinduet åbent. Temperaturen kan hurtigt nå op på livsfarlige 60-70 grader. Tegn på hedeslag inkluderer kraftig savlen, sløvhed og hurtig vejrtrækning. Opsøg straks dyrlæge.
Læs også:
2. Hugorme – giftige overraskelser i skoven
Hundeejer Tine Norup mødte hugormen her, da hun var på gåtur med sine to labrador retrievere i Tranum Klitplantage (foto: Tine Norup)
Hugormens bid er smertefuldt og kan skade hundens organer. Hold din hund i snor på gåture i områder med tæt krat eller hede, og søg straks dyrlæge ved mistanke om bid.
3. Bi- og hvepsestik kan udløse allergisk chok
Bi på en hunds snude (foto: Adobe)
De fleste stik er ufarlige, men hvis din hund stikkes flere gange eller i mund og svælg, kan det blive livstruende. Reager hurtigt, hvis din hund bliver hævet eller får vejrtrækningsbesvær.
4. Snitsår fra skovbunden og stranden
Knust glasflaske i naturen med glasskår (foto: Adobe)
Knuste flasker og skarpe sten kan give dybe sår i poterne. Mindre sår kan ofte klares hjemme, men større flænger kræver syning – helst inden 6-8 timer.
5. Sommermad er ikke hundemad
Grillning, med iagttagende hund (foto: Adobe)
Grillrester, majskolber og ispinde kan sætte sig fast eller skade indre organer. Vær opmærksom på, hvad hunden snupper fra picnicrester eller grillbordet – og undgå at dele dine lækkerier.
6. Fugteksem og infektioner efter badning
Hund der bliver badet (foto: Adobe)
En våd hund skal tørres godt – især bag ørerne og i tyk pels. Ellers risikerer den at få fugteksem, som gør huden rød, kløende og ildelugtende. Badning bør altid efterfølges af tørring.
7. Vandhale – smertefuld hale efter bad og kulde
Hund der har badet (foto: Adobe)
Lang leg i vand kan give inflammation i haleroden. Halen hænger slapt, og hunden kan have svært ved at sidde. Det er smertefuldt og kræver dyrlægebehandling. Tør hunden grundigt og undgå træk.
8. Algeforgiftning: En dukkert der kan koste livet
Hund der bader i vand, hvor der er alger (foto: Adobe)
Varmt vejr skaber perfekte betingelser for blågrønalger i søer og hav. Algeforgiftning kan give rystelser, opkast og gangbesvær. Undgå badning i vand med synlige alger og hold hunden væk fra tang.
9. Solskoldning – især for hunde med lys pels
Solbrændt hundesnude (foto: Adobe)
Hunde kan blive solskoldede på snude, ører, mave og pung. Sørg for adgang til skygge og brug solcreme beregnet til dyr på udsatte steder.
10. Flåter – små kryb med stor risiko
Flåt på menneskehud (foto: Adobe)
Flåter kan overføre alvorlige sygdomme. Tjek din hund dagligt, især hvis I færdes i naturen. Brug evt. flåtbeskyttelse, og fjern flåten hurtigst muligt med en flåttang.
Læs også: