Kultur
Efter 28 år er det slut: Gasmuseet i Hobro lukker permanent
Et stykke dansk energi- og industrihistorie forsvinder fra Hobro, men de historiske samlinger bliver bevaret på andre museer.
En æra er ved at være slut på Hobro Havn.
Efter 28 år lukker Gasmuseet permanent. Beslutningen kommer efter en længere periode med økonomiske og praktiske udfordringer, som har gjort det umuligt at genåbne museet for publikum.
Museet har siden 1998 haft til huse i de historiske bygninger ved det tidligere Hobro Gasværk og har gennem årene fortalt historien om dansk gasforsyning, energiproduktion og udviklingen af det moderne samfund som det eneste gasmuseum i Danmark.
Samlingerne får nyt hjem
Selvom museet lukker sine døre, bliver de omfattende samlinger ikke tabt.
I stedet bliver genstande, arkiver og historisk materiale fordelt mellem flere danske museer. Samlingerne skal blandt andet indgå i udstillinger og formidling hos Industrimuseet i Horsens, Energimuseet ved Bjerringbro og frilandsmuseet Hjerl Hede. Arkivmateriale overdrages samtidig til Rigsarkivet.
På den måde bliver historien om gasværker, naturgas, energiforbrug og danskernes hverdag gennem generationer bevaret for fremtiden.
Læs også:
Udfordringerne blev for store
Gasmuseet har gennem flere år arbejdet på at finde en bæredygtig model for drift og udvikling. Tidligere har museet mistet væsentlige støttebidrag, og der har været arbejdet med nye koncepter og aktiviteter for at sikre stedets fremtid.
Planerne blev dog yderligere kompliceret af tekniske udfordringer med udstillingerne, som krævede omfattende investeringer for igen at kunne fungere som tiltænkt. Samtidig var der fortsat behov for finansiering af den daglige drift. Kombinationen af disse forhold førte til, at museets bestyrelse vurderede, at en permanent lukning var den mest ansvarlige løsning.
Bygningerne får ny fremtid
Museets historiske bygninger på Gasværksvej får nu mulighed for at danne ramme om nye aktiviteter.
Ejendommen har tidligere på året fået ny ejer, og når museet fraflytter ved udgangen af juni, åbnes der for nye muligheder for anvendelse af de markante bygninger på havnen.
Hvad fremtiden præcist bringer for området, er endnu ikke afgjort, men bygningerne fortsætter som en del af Hobros kulturhistoriske miljø.
Læs også: