Efter weekendens fester: Dyrehave hyrer privat vagtfirma

23. november 2021

Efter weekendens fester: Dyrehave hyrer privat vagtfirma

Af Klaus Hansen

På fjordavisen.nu fortalte vi lørdag om, at der fredag aften var holdt fest i Hadsund Dyrehave med smadrede flasker og affald hos dyrene efterfølgende.

Formand for Hadsund Dyrehave Bent Rytter fortæller, at det samme skete lørdag aften. Søndag morgen blev vi igen mødt af efterladenskaber efter festligheder i vores plato-hus og med knuste flasker nede hos dyrene.

Nu er det nok – Jysk Vagt og Butikskontrol er hyret ind

-Vi er simpelthen så ærgerlige over, at vi ikke kan have Dyrehaven i fred for disse unge og deres hærværk mod byens hyggelige dyrehave, fortæller Bent Rytter og fortsætter, jeg har været i kontakt med et privat vagtværn om at patruljere i området.

-Det er ærgerligt, at vi skal bruge penge på oprydning, rengøring og vagtværn for at vores lokale dyrehave kan holdes i orden og klar til de mange familier, der dagligt besøger haven med stor fornøjelse og beundring af dyrene. Jeg håber virkelig, at forældrene til unge, der ved at deres unge har været ude i weekenden, vil tage et alvorsord om god opførsel og respekt for andres ting.

Skilte med at Jysk Vagt og Butikskontrol passer på området opsættes onsdag den 24. november 2021.

Vidste du i øvrigt:
At man kan være medlem af Dyrehaven Hadsund, det koster kun 100 kr. om året. For firmaer er prisen 300 kr. om året. Vil man som firma med på sponsorskiltet, der er opsat i dyrehaven, er prisen 10.000 kr.

Man kan også vælge at støtte Hadsund Dyrehave via Mobilepay 37558 eller konto 3708-3275060119. Husk at notere navn og evt. mailadresse ved indbetalinger.

Hadsund og omegn

Se flere artikler