Af Klaus Hansen
Nordjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at fastslå identiteten på en mand, som har begået et voldsomt overfald på en kvinde nytårsnat d. 1. januar 2020 omkring kl. 01.30 på Nytorv i Aalborg.
Om natten d. 1. januar 2020 udviklede en kort meningsudveksling sig voldeligt på Nytorv i Aalborg. Forurettede i sagen blev blandt andet skubbet omkuld og efterfølgende tildelt flere slag i ansigtet af den mand, som politiet nu efterlyser.
Under overfaldet bliver forurettede tildelt et voldsomt skub, så hun vælter ned på stenbelægningen, hvorefter manden knæler ned over hende og tildeler hende tre kraftige knytnæveslag i hovedet. Vores efterforskning har indtil videre ikke medført, at vi har kunnet fastlægge identiteten på denne mand. Men vi er i besiddelse af en video, som viser overfaldets voldsomhed, og her fremstår han tydeligt, forklarer politikommissær Kenneth Rodam, Nordjyllands Politi.
Derfor offentliggør politiet nu denne videosekvens af pågældende mand, der forlader stedet efter hændelsen.
Mand
25-30 år
180-185 cm høj
Kraftig kropsbygning
Lys hud og mørkt hår
Dansk af udseende
Iført sorte jeans, kondisko med hvide såler, en sort jakke og sort opknappet skjorte samt en sort bowlerhat.
Mener du at vide, hvem manden er, eller har du andre oplysninger af relevans for sagen, så kontakt Nordjyllands Politi på tlf. 114.