Udvidelsesplanerne på Mariager Saltcenter har der været arbejdet med i en årrække. Sideløbende har bestyrelsen for Mariager Saltcenter arbejdet med en ny vision og har nu udvidet aktiviteterne med både driften af caféen og implementering af ungeindsatser i alle funktioner hvor det er muligt. Det er blevet samlet i en plan for både udvidelse og renovering for samlet 28,9 mio. opdelt i to etaper.
Etape 1 består af: Gang fra eksisterende bygning, kontorfaciliteter, 3 behandlerrum, værksted, teknik, omklædning og badeområde med 2 store indendørs-saltbade (på sammenlagt 66 m2). Der kommer desuden uopvarmet udendørsbassin. Hele udvidelsen bliver på 623 m2.
Etape 2 består af: Omdannelse af den eksisterende bygningsmasse (ca. 280 m2 bliver berørt) hvilket omfatter, at det gamle varmtvandsbassin omdannes til konferencerum, udstillingen på 1. sal udvides, eksisterende teknikrum omdannes til personalefaciliteter, udvidelse af køkkenet i cafeen og ny gulvbelægning.
Dermed er det ikke kun et nyt badeområde, men også bedre fysiske rammer til vores ungeindsats, som er blevet en vigtig del af Mariager Saltcenter, der får et markant løft.
Det taler direkte ind i Nobian/Dansk Salt A/S værdier og bæredygtighedsstrategi Grow Greener Together.
”Vi er enormt glade for at kunne bidrage til realiseringen af projektet på Mariager Saltcenter. Det er vigtigt for en lokal forankret virksomhed som Nobian/Dansk Salt A/S også at bidrage til udvikling af lokalsamfundet og ikke mindst ungeindsatsen, hvor unge udenfor arbejdsmarkedet hjælpes til at få de personlige kompetencer der skal til, for at komme i job eller uddannelse. Det er et samarbejde vi meget gerne indbyder andre lokale virksomheder til at deltage i” udtaler direktør for Dansk Salt A/S, Søren Møller.
”Det er simpelthen en fantastisk nyhed og jeg tror ikke der er fortilfælde i Mariagerfjord Kommune, hvor en virksomhed bidrager til en kulturinstitution på det niveau. Formidling om salt er vores formål, men ungeindsatsen er vores hjerteblod og det taler perfekt ind i de tanker der ligger til grund for donationen fra Nobian/Dansk Salt A/S. Her inden længe vil vi indbyde interesserede lokale virksomheder til et samarbejde med fokus på vores sociale indsatser. Det er et stort skridt på vej mod realiseringen af vores drømme og vi håber meget at kunne rejse den sidste finansiering, så vi kan komme i gang” udtaler direktør for Mariager Saltcenter, Leif Skaarup.