Kultur
Elever og frivillige vækker Assens’ historie til live
Lørdag 30. maj bliver Torvet i Assens centrum for en særlig fejring, når børns og unges værker om byens udvikling afsløres.
Assens er i gang med at sætte fokus på sin egen historie – med hjælp fra både skoleelever, lokale håndværkere og frivillige.
Byen er en af 11 udvalgte byer i Region Nordjylland, der deltager i projektet Kulturpunkt 2025/2026. I Assens foregår arbejdet under foreningen Assens-Beløbet, hvor en frivillig arbejdsgruppe gennem vinteren har arbejdet med at formidle byens udvikling fra landbrugssamfund til industriby.
Fra mark til by
Som en del af projektet har Bjørn Scherbarth fortalt elever fra 4. og 5. klasse om Assens’ udvikling under overskriften “Assens fra Mark til By”.
Her hørte eleverne blandt andet om Kongenshøj, daglejere og den industrielle udvikling, hvor tre lokale cementfabrikker kom til at spille en stor rolle.
Eleverne har efterfølgende omsat historien til konkrete værker. Blandt andet har de genbrugt mælkekartoner til at støbe små, farverige “cement-gaver”, der snart er klar til at blive vist frem.
Læs også:
Kreative værker i cement og træ
Flere klassetrin har arbejdet med forskellige materialer.
Elever fra 6. klasse har arbejdet med træ og andre materialer og skabt skulpturer, som indtil videre holdes hemmelige for offentligheden.
KORT2-eleverne har fremstillet og dekoreret deres egne trædesten. Det er sket med hjælp fra de lokale murere Torben og Einar samt juniormester-eleverne Malika og Tilje.
Afsløring på Torvet
Det hele kulminerer lørdag 30. maj på Torvet i Assens. Dagen begynder med morgenkaffe, hvorefter værkerne bliver præsenteret.
Her bliver det også afsløret, hvor i byen de forskellige værker skal have deres permanente placering.
Temaet for dagen er: “Assens – skabt af historien, båret af fællesskabet”.
Arrangørerne håber, at mange borgere vil kigge forbi og være med til at fejre både byens historie og det lokale fællesskab.
Læs også: