.
Pressemeddelelse:
Vinderen af det internationale Melodi Grand Prix 2013, den lokale Emmelie de Forest, giver koncert i Rytmus i marts måned.
Emmelie var blot den tredje danske vinder af den internationale sang-konkurrence, som rettelig hedder Eurovision Song Contest. Hun vandt med sangen Only Teardrops.
Allerede kort efter sejren, nemlig i maj, udgav Emmelie sit debutalbum i Danmark. Albummet har titel efter grand prix-vindersangen, Only Teardrops.
– Pladen er holdt meget i samme stil som Only Teardrops. Det er moderne pop, der møder elementer fra folk og world. Og fløjten er selvfølgelig med på flere numre, som en rød tråd, forklarer Emmelie.
Emmelie har selv skrevet pladen i samarbejde med nogle af landets bedste sangskrivere.
Selvom Emmelie de Forest kun er 20 år, er det en erfaren kunstner, der står på scenen i Rytmus i marts. Hun har allerede været aktivt udøvende sanger i ti år. Hun har blandt andet sunget i kirkekor og i Steve Camerons gospelkor.
Siden Emmelie fyldte fjorten, har hun sunget med den skotske musiker Fraser Neill. Sammen har duoen spillet og sunget i fire år på diverse festivaler, spillesteder og kulturhuse. Emmelie har således stor erfaring med i sin musikalske rygsæk.
– Jeg er sikker på, at alle, der oplevede den helt fantastiske koncert med Emmelie i Mariager i juni, vil være enige med os i, at vi kan se frem til en stor oplevelse i marts, fortæller en glad formand for Rytmus, Jane Grøn.
Fornem pris
Oveni Emmelie de Forests imponerende musikalske cv er hun for nylig også blevet kåret til Årets Europæer 2013 af den danske europabevægelse. Tidligere har folk som Angela Merkel, prins Henrik og forfatteren Günter Grass modtaget prisen.
Læs også: