Nyheder
En arbejdsdag, fiskekonkurrence, lækre grillpølser og den store Snæbumske-by-bagedyst – resultat?
Man får en helt igennem fantastisk hyggelig dag med fokus på det gode fællesskab og lækre kager.
Snæbum-Hannerup Landsbyråd havde lørdag 19. Oktober inviteret alle beboere til sammenkomst hvor man efter fællesmorgenkaffe gik igang med mindre vedligeholdelses projekter rundt i byen, inden man igen samledes omkring grillen og nød slagter Højbjergs lækre grillpølser.
Dagens fiskekonkurrence
Her blev det særligt byens ungdom der gjorde sig gældende i forhold til at hive fisk på land. Toke Beck Jensen snuppede 2 pokaler i klasse 1, Aksel Kjeldsen Sørensen fik 2 flotte pokaler i klasse 2, og Christian Højbjerg Nielsen snuppede begge pokaler i klasse 3.
Dagens fiskekonkurrence blev nøje superviseret fra vandsiden af den omsejlende fiskerikontrol (se billede) her Verner H. Kristiansen, René Nielsen og Jørn Neimann.
Flere af de unge fiskere forsøgte også i løbet af dagen at fange en af søens mange store gedder, og der var mange delte meninger om den bedste fisketeknik i forhold til dette, men det lykkedes dog ikke at få nogen gedder på krogen ved dagens konkurrence.
Foto: Verner H. Kristiansen
Konkurrence i forsamlingshuset
Dagen blev på fornem vis afsluttet med kagekonkurrence i forsamlingshuset hvor Provst Jørgen Pontoppidan og Mille Østerberg havde indvilliget i at være dommere. En opgave der på ingen måde var nem, da kagebordet bugnede af lækkerier. Men det blev til en fin pokal til Annie Skammelsen for bedste smag og til Mie Højbjerg Kristensen for flotteste kage.
Formanden for landsbyrådet og primus motor for dagen, Verner H Kristiansen kunne ved dagens afslutning glæde sig både over et flot fremmøde og det stærke fællesskab der er i Snæbum-Hannerup. Det er et fællesskab der ikke er nogen selvfølge, men som er opbygget over mange år og som man virkelig skal værne om i landdistrikterne.