Nyheder
En lur kan redde liv i trafikken
.Hver anden har kørt i trafikken, selv om de følte sig for trætte til det, viser tal fra Rådet for Sikker Trafik. Flere bør køre ind til siden og tage en powernap, så de ikke falder i søvn bag rattet. De fleste har prøvet at køre i trafikken, mens man nærmest er ved at gabe […]
.
Hver anden har kørt i trafikken, selv om de følte sig for trætte til det, viser tal fra Rådet for Sikker Trafik. Flere bør køre ind til siden og tage en powernap, så de ikke falder i søvn bag rattet.
De fleste har prøvet at køre i trafikken, mens man nærmest er ved at gabe kæben af led og øjenlågene føles enormt tunge. Det er kroppens signal om, at man er for træt til at køre, og derfor er der kun en ting at gøre: hold ind til siden og tag en powernap på et kvarter.
I en undersøgelse, som Megafon har lavet for Rådet for Sikker Trafik, svarer 56 %, at de inden for det sidste år har kørt bil, selv om de følte, at de var for trætte til det. Hele 17 % af de adspurgte siger, at de har været ved at køre galt, og 6 % svarer, at de har været involveret i en trafikulykke på grund af træthed.
Det kom frem på en konferencen om træthed og trafiksikkerhed, som Rådet for Sikker Trafik afholdt tirsdag den 15. november.
– Når man er rigtig træt bag rattet, er det lige så farligt som at køre spritkørsel. Derfor er det vigtigt, at man lytter til kroppens signaler og holder ind til siden og tager en powernap på et kvarter. Det er det eneste der hjælper mod trætheden, siger Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.
Derfor er træthed farligt
Træthed giver forøget ulykkesrisiko, fordi reaktionstiden forlænges, opmærksomheden sløves og dømmekraften forringes. Det er meget svært at fastslå præcist, hvor mange ulykker, der skyldes træthed, da man ikke kan måle træthed på samme måde, som man for eksempel kan måle alkohol i blodet på en bilist.
Desuden kan det være svært at bevise, at en ulykke skyldes træthed, hvis føreren er død. Og hvis føreren har overlevet, så er det ikke altid han eller hun indrømmer at ulykken skyldes, at man var faldet i søvn.
I Sverige er der forsket meget i træthed, og der vurderes det, at træthed er en faktor i cirka 20 % af alle trafikulykker. Mange ruller vinduerne ned og regner med at frisk luft og højere musik i bilen, kan holde dem vågne. Men forskningen viser, at det ikke hjælper. Når hjernen er træt, har den brug for en pause. Derfor anbefaler Rådet for Sikker Trafik, at flere kører ind til siden og tager en powernap, når de er trætte bag rattet.
Gode råd
Planlægning før turen
Du skal have fået mindst 6 timers søvn.
Kør ikke, hvis du har været vågen i mere end 16 timer.
Kør ikke bil, hvis du er syg.
Undgå at køre mellem kl. 03-05 hvor kroppen er mest træt.
Vær opmærksom på træthed under turen
Læg mærke til signalerne (gaber, tunge øjenlåg).
Tag signalerne alvorligt = hold en pause.
Hold ind til siden og tag en powernap på 15 minutter og drik en kop kaffe, før du kører videre.