.
Af Helle Schiønning
Med underspillet stilfærdig humor fremmanede han livet, som det udformede sig på denne højborg, hvor det at kunne remse gloser og formler op, betød mere end forståelsen. Cirklens kvadratur, den franske grammatik, de tyske sætningsopbygninger og latinen begreber der kunne give enhver elev koldsved, når han skulle overhøres af de mere end koleriske lærere.
Aftenens publikum fik måske ikke koldsved på panden, men vi måtte dog rykke os lidt på stolesæderne, når Anders Ahnfelt-Rønne inddrog os i undervisningen.
Gid du gad gide! – Vi har fransk nu!”
“Hvad hedder det på fransk? Har du ikke læst på lektien?
Det havde vi jo ikke! På den måde blev det ind imellem til herligt totalteater. Disse selvcentrerede læretyper blev beskrevet og spillet, så ingen var i tvivl om, at det har været et helvede at være elev, og de blev skarpt og bidskt levendegjort, men aldrig udleveret en fin balancegang. Afstanden fra dette videns parnas og ned til den menige masse, folket, var stor i lærerstabens øjne.
Og når det så blev forår, hvor alt blomstrede og lokkede derude, ja så måtte man som elev nøjes med at drømme om det, for foråret var ensbetydende med eksamen. En tid med lektieterperi, mavekramper, nervøse trækninger og søvnløse nætter: DET FORSØMTE FORÅR.
Det var et medlevende og spørgelystent publikum, der efter forestillingen kunne berette om minder fra deres egen gymnasietid, og der udviklede sig en munter ping-pong mellem den sympatiske skuespiller og publikum, inden scenen med rekvisitterne kunne pakkes ned.
Den vellykkede teateraften var arrangeret af Teaterkredsen Mariagerfjord, fortæller Sif Kristensen.
