Nyheder

EN UKENDT PERLE I ØSTER HURUP

AF Klaus Hansen Sådan betegner kredsleder hos FDF Øster Hurup Heidi Bersang Hansen kredsens shelterplads. Vidste du, at Øster Hurup har en fin shelterplads og dermed en overnatningsmulighed for friluftsfolket ? FDF skoven, som den betegnes, ligger umiddelbart efter stadion i Øster Hurup dvs. med adgang fra Langerimsvej. Shelterpladsen har efterhånden en del år på […]

EN UKENDT PERLE I ØSTER HURUP
14. august 2016
Af Redaktion

AF Klaus Hansen

Sådan betegner kredsleder hos FDF Øster Hurup Heidi Bersang Hansen kredsens shelterplads.

Vidste du, at Øster Hurup har en fin shelterplads og dermed en overnatningsmulighed for friluftsfolket ? FDF skoven, som den betegnes, ligger umiddelbart efter stadion i Øster Hurup dvs. med adgang fra Langerimsvej.

Shelterpladsen har efterhånden en del år på bagen. Den blev i sin tid finansieret af Friluftsrådet under betingelse af, at den skulle være til fri afbenyttelse for offentligheden og det har den selvfølgelig været lige siden. Pladsen består af 3 sheltere med i alt plads til ca. 20 overnattende voksne.

Ledere og bestyrelse ved FDF Øster Hurup står for vedligeholdelse af pladsen og har løbende med hjælp fra trofaste hjælpere og forældre sørget for diverse forbedringer. Det betyder, at der nu er ret gode faciliteter på pladsen. Der er bålplads med grillrist samt brændskur med brænde til fri afbenyttelse på bålpladsen. Der er desuden flere bord-bænkesæt, hvor man kan spise sin mad m.v. Desuden er der muldtoilet og adgang til koldt vand.

Hos FDF Øster Hurup er man i forbindelse med Mariagerfjord Kommunes nye affaldssorteringsordning blevet uddannet miljøagenter og vi har derfor med tilskud fra Genbruget i Storegade i Hadsund etableret affaldssortering ved shelterpladsen. I foråret fik vi også opsat en manuel brændekløver på pladsen, så man har mulighed for at lave optændingspinde. Brændekløveren og den nye grillrist er sponseret af Friluftsrådet og Spar Nord Fonden.

Shelterpladsen er i den grad et besøg værd hvad enten man ønsker at overnatte i det fri eller blot vil lave en lille dagsudflugt. Vi har enkelte hjemmelavede legeredskaber, hvor børnene kan boltre sig, men skoven er jo i sig selv en fantastisk legeplads. Så tag madpakken med og lav en lille skovtur.

Pladsen er også fin til klassearrangementer, ryste-sammen-ture osv. Der er blot 5-10 mins gang til indkøbsmuligheder og havn/strand. FDF familierne har også stor glæde af pladsen og mødes her til efteråret lørdage i ulige uger.

Det er som sagt ganske gratis at benytte stedet og der er intet bookingsystem. Vi har dog tilladt os at opsætte et pengerør, hvori det er muligt at give en skilling til vedligeholdelse af pladsen.

Nu lyder det måske som om pladsen ikke bliver brugt, men det passer selvfølgelig ikke. Vi fornemmer, at flere og flere bruger pladsen især i sommerperioden og det er rigtig dejligt. De fleste er heldigvis rigtig gode til at passe godt på vores skønne shelterplads og rydder pænt op efter sig, men vi er ret uforstående overfor, at nogen tilsyneladende synes, det er okay, at ødelægge vores infoskilte, brænde bordplade og branddasker af og hvad der nu ellers er sket i løbet af denne sommer !

Vores overbevisning er dog, at jo flere vi får til at benytte pladsen, jo større chance er der for, at der ikke er frit spillerum for disse ugerninger ! Derfor vil vi fortsat opfordre alle, der allerede benytter pladsen til at fortsætte med det og byde nye gæster hjertelig velkommen.

.

Stigruppen fra Assens hædres med Mariagerfjord Miljøpris

Læs også: Stigruppen fra Assens hædres med Mariagerfjord Miljøpris

Tilmeld dig vores nyhedsbrev