Endelig får gågaden i Hobro en blomsterbutik

17. september 2024

Fra torsdag den 3. oktober 2024 kan du igen købe blomster på gågaden i Hobro.

Hobro får en farverig nyhed, når Lone Mørch Kjob Mysager åbner dørene til sin nye blomsterbutik i Adelgade 36. Den nye butik flytter ind i det lokale, hvor Gate 36 i mange år havde hjemme, lige overfor lmerco.

Lone Mørch Kjob Mysager er et kendt navn inden for blomsterbranchen og har tidligere drevet en succesfuld blomsterforretning i Ålborg. Nu har hun valgt at gøre Hobro til sit nye hjem ved at skabe en ny blomstrende oase for lokalområdet.

Efter at have flyttet til Handest for et år siden, besluttede Lone at åbne en butik i Hobro, hvor hun så et behov for en blomsterforretning på gågaden. Lokalerne i Adelgade 36 blev valgt på grund af den centrale placering og gode kundestrøm.

Humlebien Blomster vil tilbyde et bredt udvalg af buketter, sammenplantninger og kreative løsninger. Butikken åbner officielt torsdag den 3. oktober.

LÆS OGSÅ: Mariagerfjord trodser nationalt iværksætteri-lavpunkt