Engang var der rutebiler

.
Aarhus-Terndrup tur/retur er en bog skrevet af Jens Brun fra Terndrup. Læs her et afsnit:
Til marked i Hadsund

Lørdag slutter arbejdsdagen tidligt, så det hænder, der bliver tid til at gå på markedspladsen. Sådan en har Hadsund nemlig, – som alle større provinsbyer med respekt for sig selv.
Der har vist altid været noget mystisk og fascinerende ved markeder. Mange mennesker kommer sammen, man har fri fra arbejde, men kommer alligevel med nogle af arbejdets resultater, som måske skal sælges. Og så er der gøgl og lystighed, der er det, der er anderledes end hverdagen. Udsigt til profit og underholdning! Jo, et marked har noget elementært dragende i sig!
Markedet i Hadsund skuffede på ingen måde disse forventninger. Der var køer og får, grise og kaniner, italienske læggehøns og kurrende duer til salg. Der var fremvisning af jydske heste med vældige muskler og olme tyre med ring i næsen. Stolte ejere paraderede med røde eller blå mærkater på jakken, så alle kunne se, de havde fået præmie. Gamle landmænd slog hinanden i hænderne så det sved, når der blev budt på heste, eller de spankulerede med svingende stok frem og tilbage på pladsen, mens de overvejede, hvornår en respekteret gårdmand kunne tillade sig at gå i markedsteltet for at få en kølig bajer!
For der var markedstelt med servering af øl og snaps, og fra et eller andet sted ude bagved kunne der også trylles smørrebrød frem, hvis nogen absolut skulle have den undskyldning for at bestille snaps. Så var der boder med is, boder med kandiserede æbler, boder hvor man kunne kaste med pile eller skyde til måls og vinde en eller anden figur, som ens mor med et hjerte som kun en mor har kaldte pæn, når man kom hjem med den. Måske var der også en karrusel eller en luftgynge.

Der var også musik. Det var før den mekaniske musiks dage, så musikken blev leveret af de lokale spillemænd. Min viden om spillemænd i Hadsund begrænser sig til to, men hvilke to: Palle-Frederik og Bette-Nikolaj! Bette-Nikolaj var som navnet siger lige så lille af vækst som Zakæus i Bibelen, men knap så from. Palle-Frederik var derimod et langt tårn på næsten to meter, så når man så dem sammen, tænkte man uvilkårligt: Fy og Bi!
Men nej, sådan hed de ikke i Hadsund, det var Palle-Frederik og Bette-Nikolaj, og de mente selv at de var store musikanter. De spillede begge på violin og de sad i hver sit hjørne af markedspladsen. Foran dem stod en hat eller var udbredt et hvidt viskestykke, så man kunne give den gode spillemand en skærv. Ingen af dem var virtuoser på violinen, Palle-Frederik havde måske en anelse om noder, harmonier og akkorder, Bette-Nikolaj havde absolut kun sin selvtillid.
Da man ikke blev særlig henført af at høre dem spille, hændte det ofte, at folk gjorde grin med dem. Nogle unge mænd stod omkring Bette-Nikolaj og sagde til ham: Du, Nikolaj, Palle-Frederik sidder nede i den anden ende af pladsen og fortæller folk, at du ikke kan spille! Je` skal lær` ham, snøftede Bette-Nikolaj, lagde violinen, marscherede ned i den anden ende af pladsen og smurte Palle-Frederik et par ordentlige lussinger, inden den relativt uskyldige konkurrent nåede at ane, hvad der var under opsejling. Så rullede de rundt i græsset og sloges et par minutter, indtil de var så forpustede, at de ikke kunne gøre hinanden skade mere. Som regel blev de også hurtigt venner igen.
Der blev lavet numre med Bette-Nikolaj, han var en oplagt skydeskive. En nygift slagtersvend havde et meget anstrengt forhold til sin svigermor. En dag sagde han til Bette-Nikolaj: Du, Nikolaj, min svigermor holder så meget af at høre dig spille. Hvis du får to kroner, vil du så ikke gå ind i gården bag deres hus klokken halv et og stille dig til at spille dèr, så kan hun høre dig lige efter sin frokost? Je` ska` nok vær` der, snøftede Bette-Nikolaj og stillede op i gården præcis klokken halv et. Da han nu var bestilt af en fan, lagde han ekstra følelse i musikken og sled i tarmene på violinen så det lød uendelig forfærdeligt.
Slagtersvenden vidste selvfølgelig, at hans svigermor klokken halv et lagde sig hen for at sove en fredhellig middagssøvn. Resultatet udeblev ikke. Fem minutter inde i en maltraktering af et violinstykke fra den svenske skærgård blev vinduet slået op, en kande vand slået i hovedet på Bette-Nikolaj og svigermors skarpe tunge bad ham forføje sig bort, mindst til Syd-Hadsund og gerne på den anden side Randers! Slagtersvenden stod i porten og morede sig så herligt, at han gav en ekstra tokrone til den dyngvåde Nikolaj. Men herefter var Nikolaj overbevist om, at der i Hadsund var meget ringe sans for det højere kulturliv.
Palle-Frederik og Bette-Nikolaj kunne let komme i skænderi, men til daglig var de gode venner. Et sidste lille billede af de to: Den 4.maj 1945 om aftenen lød budskabet om Danmarks befrielse over radioen og bredte sig som en løbeild mellem folk. Den aften var Bette-Nikolaj og Palle-Frederik gået hen til et ismejeri, der havde sent åbent, for at hente en spand sødmælk.
Da de kom op fra ismejeriet, havde de spanden med mælken i mellem sig, de hjalp hinanden med at bære. Da de kom op på Storegade, hørte de folk råbe: Danmark er frit! Og de så folk falde hinanden om halsen og løbe gennem gaden med Dannebrog. De to spillemænd var også glade og gik med i festen De løb ned ad gaden og hævede armene i jubel men glemte mælkespanden, så den pludselig tippede og al sødmælken skvulpede ud over hovederne på de dem. Af bare overraskelse faldt de og lå så der på hovedgaden i en strøm af mælk og råbte Hurra! Man skal ikke græde over spildt mælk, og det beviste Palle-Frederik og Bette-Nikolaj til fulde, da de tværtimod lå og råbte hurra af glæde den minderige 4. maj-aften.
Det blev annonceret ved de store markeder, at det sluttede med fyrværkeri sent ud på aftenen. Men da var vi for længst taget med bussen hjem til Terndrup. Først mange år senere så jeg raketter og lysende, hvirvlende stjerner stige op fra markedspladsen, springe ud i et flor af farver over Skovpavillionen og dale langsomt ned mod Fjordens stille vand, hvor i lysglimtene spejledes et kort sekund, inden de slukkedes. Sådan er livets markedsplads, vi glimrer og spræller i lyset og så er vi borte. Men Bette-Nikolaj og Palle-Frederik lyser op i mindet som to skæve raketter, der måske var kommet lidt ud af kurs men hørte med i det store billede alligevel.

Læs også: Ansøgning om kommunegaranti: Als Fjernvarmeværks kommende projekt