Nyheder
Et langt og aktivt liv er slut
.Anna Laursen der blev født i Åbybro i 1921 er død på Bernadottegården i Hadsund. Hun blev 93 år. Anna Laursen kom til Skelund i 1937 og var her tjenestepige på Skelund station og senere hos manufakturhandler Anton K. Berthelsen. Herefter rejste hun til København, hvor Arne Laursen fra Skelund gjorde tjeneste ved Den kongelige […]
.
Anna Laursen der blev født i Åbybro i 1921 er død på Bernadottegården i Hadsund. Hun blev 93 år.
Anna Laursen kom til Skelund i 1937 og var her tjenestepige på Skelund station og senere hos manufakturhandler Anton K. Berthelsen. Herefter rejste hun til København, hvor Arne Laursen fra Skelund gjorde tjeneste ved Den kongelige livgarde og Anna var i huset i Hellerup. Arne og Anna Laursen kom tilbage til Skelund igen 2 år senere i 1941 det var her hun følte sig hjemme. Anna Laursen blev gift med frugtavler Arne V Laursen i 1942.
Parret overtog Solgården i Skelund i 1942 efter svigerforældrene, som havde bygget Solgården i 1903. Anna og Arne Laursen ernærede sig ved frugt- og bæravl hele livet. Et godt og arbejdsomt liv. Det blev i alt til 100 år på Solgården igennem kun 2 generationer og for nogle år siden tog tredje generation over.
Solgården blev til en god arbejdsplads for mange mennesker i lokalområdet – især for mange kvinder, der kom på arbejdsmarkedet i 50erne og 60erne.
Anna var et samlingspunkt for hele familien. Børnebørnene elskede at være med til æblehøst og at holde sommerferie på Solgården. Hun var meget gæstfri, og altid parat til at modtage besøg. Frugtavlere fra Danmark og udlandet var ligeledes velkomne og der blev arrangeret mange udenlandske studieture.
Anna Laursen var god til engelsk og nød de mange udenlandsrejser med sin mand Arne, når frugthøsten var i hus. Anna havde en kreativ åre, var god til at tegne, male og skrive og elskede at læse. Hun fulgte også levende med i, hvad der skete omkring hende. Hun var i sin tid med til at oprette FDF/FPF i Skelund-Veddum, og hun var med i skolekommissionen før kommunesammenlægningen i 1970.
– Anna var ligeledes aktiv i “de grå pantere” som samlede husstandsunderskrifter for nedrivningen af den gamle Skelund kro i 1999. Det betød, at der på grunden hvor Skelund kro lå, blev opført 10 dejlige lejligheder. Et byggeri der blev kaldt Skelund krohave.
Anna Laursen flyttede herefter til krohaven og nød at bo der i ca. 8 år. Hun deltog stadigvæk aktivt i byens kulturelle tilbud, inden hun kom på plejehjemmet Bernadottegården i Hadsund, hvor hun fik en god og positiv pleje igennem 4 år.
Anna Laursens valgsprog var: Det finder vi ud af- det løser sig nok
Anna Laursen efterlader datteren Inge Borup som bor i Svenstrup, og sønnen Jess V Laursen som bor i Skelund, svigerbørn, 9 børnebørn og 12 oldebørn. Arne V. Laursen døde i 1997. Hun havde desuden den store sorg at miste sønnerne Lars i 1986 og Carl i 2003.
Livet længe leve.