Politik

Et minus på 40 mill. Kr: DE er taberne

Annette Press Aalborggade 51 a 8940 Randers sv

Jeg skriver dette indlæg som pårørende til en 89 årig hjemmeboende hjemmehjælps modtager, men OGSÅ med en viden som social og sektorformand emeritus i Mariagerfjord kommune.

Det er himmelråbende at læse, at der er et minus på 40 mill. Kr, fortrinsvis på ældre området.

Blækket er næsten ikke tørt på budgetforliget, før dette kommer frem.

Udvalgsformand Jan Andersen siger, at tidligere tiltag ikke har kunnet nedbringe underskuddet, og at servicen vil gå fra middel til minimum.

Der er servicen allerede flere steder, da der er mangel på personale, altså må det tilbageværende personale klippe en hæl og hakke en tå, hver dag for at få det mest basale regnestykke til at gå op.

For godt 1 år siden, valgte man at indføre et nyt ledelseslag på ældrecentret, hvilket betød meransættelse af mellem 12 og 15 mellemledere, ligesom Søren Aalund blev direktør for ældreområdet.

Man har nu “valgt” at lave fratrædelsesordning med ældrechef Michael Tidenmand.

Så er fokus som ansvarlig selvfølgelig også fjernet fra direktør og udvalgsformand for en tid.

Nu er det sådan, at der siden foråret ikke har været områdeleder på centrene og i hjemmeplejen, da de 2 områdeledere opsagde deres stillinger samtidigt.

Deres opgaver har Michael Tidemand (mig bekendt) måtte varetage til nu, udover rollen som ældrechef.

Er det ikke sådan, at hele området har været underfinancieret, og derfor fremkommer dette underskud? Og så er det jo politikerne der ikke har været deres ansvar og opgave voksen.

De mange ekstra “høvdinge” der er ansat i mellemlagene, har angiveligt ikke hjulpet til en bedre økonomistyring, ligesom en ret ny udnævnt direktør på området heller ikke har kunnet hjælpe.

Det undrer mig, at Jan Andersen nærmest lyder forbavset, når han siger at antallet af ældre i kommunen er eksploderet.

Kommunen har alle de redskaber de skal bruge, for at beregne på befolkningstallene, både når det gælder børne området, men sandelig også på ældreområdet.

De politisk ansvarlige er gennem de sidste 12 – 15 år, igen og igen og igen advaret om den katastrofe, man bevæger sig hen mod nu, nemlig manglen på personale, og med de nye tiltag, bl.a. ansættelsesstop, kan man klart frygte en medarbejderflugt, da personalet slides hurtigere end man kan nå at skifte ældrechef.

Tilbage sidder min gamle far og alle andre ældre borgere som modtager plejehjælp, og DE er taberne.

Et minus på 40 mill. Kr: DE er taberne
Af Redaktion 22. oktober 2023

.

Stor opdatering fra Hobro Byforum: Projekter, samarbejde og nye tiltag i centrum

Læs også: Stor opdatering fra Hobro Byforum: Projekter, samarbejde og nye tiltag i centrum

Oplev Vølvens Verden – En magisk rejse gennem tid og tro i Hobro – Frivillige bygger videre på magisk lysvandring

Læs også: Oplev Vølvens Verden – En magisk rejse gennem tid og tro i Hobro – Frivillige bygger videre på magisk lysvandring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev