Nyheder

Europaminister gæstede Odd Fellow i Hobro: “EU kan og skal stå i egen ret”

Marie Bjerre holdt oplæg i Odd Fellow Loge 72 Himbria – med fokus på Danmarks rolle i Europa og EU i en tid med forandring

Søren Greve
Af Søren Greve 24. februar 2026

Der var europæisk udsyn i Hobro mandag aften, da Odd Fellow Loge 72 Himbria havde besøg af Danmarks europaminister, Marie Bjerre.

Aftenen begyndte kl. 19.00 med logens arbejdsmøde i logesalen, hvor dagsordenen blev gennemgået med fokus på det fortsatte arbejde i logen. Derefter rykkede deltagerne videre til selskabslokalet, hvor europaministeren var inviteret som oplægsholder.

Efter at aftenens menu blev serveret og indtaget, blev ordet givet til ministeren.

Oplæg i øjenhøjde – med alvor og nærvær

Marie Bjerre mødte forsamlingen med varme og smil, men samtidig med tydelig alvor. Med indsigt og engagement gav hun et aktuelt oplæg om Danmarks rolle i Europa og de perspektiver, der tegner sig i en tid præget af forandring.

Danmark havde formandskabet for EU fra 1. juli til 31. december 2025, så Marie Bjerre havde virkelig noget på hjerte.

Der var positive meldinger på det generelle samarbejde i EU, men Marie Bjerre lagde heller ikke skjul på de store udfordringer med Putin, Trump og Orbin.

Naturligvis blev der også plads til lidt indenrigspolitisk refleksion fra ministeren, der tydeligt cementerede sin baggrund i det jyske.

Oplægget var både relevant og tankevækkende – med plads til refleksion og dialog.

At Marie Bjerre virkelig indtog forsamlingen på bedste vis blev anerkendt, da hun modtog stående klapsalver, inden ministeren måtte videre til København. Hun skulle nemlig med morgenflyveren tirsdag kl. 6 til rådsmøde i Bruxelles.

Brødre, ledsagere og enker var inviteret

Foredragsudvalget havde inviteret både brødre med fruer, ledsagere og logens tilknyttede enker. Logen glædede sig over et flot fremmøde til aftenen i Hobro.

Besøget gav dermed både lokalt fællesskab og internationalt perspektiv.

Er man interesseret i at høre mere om Odd Fellow Loge 72 Himbria er man velkommen til at kontakte logens Overmester Søren Fyllgraf Rasmussen på mail om72@himbria.oddfellow.dk