Nyheder
Få medindflydelse i Mariagerfjord Vand A/S
Nu kan interesserede få medindflydelse og være medbestemmende på vandforsyningen i vores forsyningsområde og kloakforsyningen i Mariagerfjord Kommune de næste 4 år, da de har mulighed for at stille op som kandidat som kommende forbrugerrepræsentant til Mariagerfjord Vand a|s bestyrelse.
Der har været forbrugerrepræsentanter i vores bestyrelse siden 2011. Deres valgperiode er ved at udløbe, og det er tid til nyvalg af forbrugerrepræsentanter til selskabets bestyrelse med tiltrædelse 1. januar 2024. I den forbindelse søges der kandidater til valget.
I Mariagerfjord Kommune får forbrugerne vand fra mange forskellige vandværker, men alle der har offentlig kloakering, er spildevandskunder hos Mariagerfjord Vand a|s. Forbrugerne kan enten selv stille op som kandidat til bestyrelsen eller stemme på den kandidat, som de mener, kan gøre en forskel via bestyrelsesarbejdet.
Kandidaterne skal melde sig inden onsdag den 6. september 2023 kl. 09.00. Valget, som afholdes ved elektronisk afstemning, indledes tirsdag den 19. september kl. 09.00 og afsluttes tirsdag den 10. oktober 2023 kl. 15.00. Den officielle offentliggørelse af de valgte sker medio oktober måned.
Mariagerfjord Vand a|s er 100 % ejet af Mariagerfjord Kommune, men er et selvstændigt aktieselskab. Selskabet ledes af en bestyrelse på ni medlemmer: fem valgt af Mariagerfjord Kommune herunder formanden, to valgt af forbrugerne og to valgt af medarbejderne.
Opfordrer alle selskabets forbrugere, både virksomheder og husstande, til at deltage i valget
Vi håber, rigtig mange vil benytte chancen til enten at stille op som kandidater eller til at stemme deres foretrukne kandidat ind, når valget går i gang. Vi ser gerne kandidater både fra almindelige forbrugere (husstande) og virksomheder.
Opstilling af kandidater til valget af forbrugerrepræsentanter til selskabets bestyrelse
Vi opfordrer folk, der har lyst til at beskæftige sig med bestyrelsesarbejde og som har interesse for vand- og spildevandsområdet til at stille op til valget. Som bestyrelsesmedlem får man mulighed for at præge den retning vores vand- og spildevandsselskab skal bevæge sig i. Man får direkte indflydelse på de beslutninger, der træffes i selskabet. Vil man gerne stille op til valget, gælder kun få krav.
Kort vej til kandidatur
Alle myndige personer er valgbare og kan opstille. Man behøver således ikke være kunde hos Mariagerfjord Vand a|s eller have bopæl i Mariagerfjord Kommune for at opstille. En kandidat skal dog have mindst 10 stillere, der skal være aftagere af vand- eller spildevandsydelser fra Mariagerfjord Vand a|s. Og så skal man endvidere lave en kort beskrivelse af sig selv til valgsystemet.
Hvad skal man gøre for at blive opstillet som kandidat
Kandidaterne skal udfylde anmeldelsen af deres kandidatur via link til opstillingsmodulet på vores hjemmeside www.mariagerfjordvand.dk. Opstillingen kan ske fra onsdag den 16. august kl. 09.00 frem til og med onsdag den 6. september 2023 kl. 09.00.
Anmeldelse af kandidatur, valgoplæg om kandidaten og et foto af kandidaten samt stiller-listen skal være udfyldt og indlæst (uploadet) i opstillingsmodulet senest onsdag den 6. september 2023 kl. 09.00.
Afstemningen finder efterfølgende sted i perioden fra tirsdag den 19. september til tirsdag den 10. oktober 2023.
Yderligere oplysninger om valget herunder valgregulativet findes via linket på forsiden af selskabets hjemmeside – www.mariagerfjordvand.dk fra tirsdag den 8. august 2023
Fakta om Mariagerfjord Vand a|s
Det er Mariagerfjord Vand a|s, der leverer drikkevand og afleder spildevand fra de fleste borgere i Mariagerfjord Kommune. Mariagerfjord Vand a|s har mere end 135 års erfaring inden for indvinding og forsyning af drikkevand og over 85 års erfaring i afledning og rensning af spildevand. Drikkevandet leverer vi til ca. 35 % af husstande og virksomheder i kommunen, mens vi renser spildevandet fra alle ejendomme, der er tilsluttet det offentlige kloaksystem.
Selskabet drives 100 % ved forbrugernes indbetaling for forbrug af drikkevand og afledning af spildevand. Hvis der opstår overskud, bliver pengene betalt tilbage til forbrugerne. Formålet er at levere vand af god kvalitet og rense spildevandet på en god og miljøvenlig måde. Begge ydelser med en god service, der er driftsøkonomisk fordelagtigt både for nuværende og fremtidige forbrugere.