Af Lone K. Hansen
Nordjyllands Politi blev i går kl. 18.54 kaldt ud til en lastbil, der holdt i nødsporet og var gået i stå på motorvejen ved Hobro. Kort efter fik Politiet endnu en anmeldelse om et færdselsuheld ved det samme sted.
Lastbilen, som havde fået motorstop og ingen strøm havde, var blevet påkørt af en anden lastbil med betonblokke – som overså den holdende lastbil – formentlig på grund af, at der ingen lys var på den holdende lastbil.
Ved påkørslen røg en masse betonblokke af lastbilen og ud på motorvejen i både syd og nordgående retning. Flere biler påkørte efterfølgende betonelementerne og politiet var derfor nødt til at spærre i begge retninger.
Der havnede også vragrester fra de implicerede biler i den modsatrettede kørebane.
Umiddelbart var der ingen alvorlig personskade, men de involverede blev kørt ind til kontrol, fortæller Nordjyllands Politi i Døgnrapporten.
Kl. 04.23 til morgen meldte Falck at alle køretøjer var fjernet fra kørebanen og at begge kørselsretninger igen var farbare.
Der mangler fortsat at blive ryddet betonblokke på skrænten ved motorvejen, hvilket vil ske senere i dag – dog skulle det ikke give trafikale problemer.