.
Af Helle Schiønning
Det har alle dage været sin sag at udarbejde en fyldestgørende byggeansøgning og med det nye bygningsreglement, kan selv garvede fagfolk gå galt i byen. Det viser erfaringerne på landsplan, hvor både professionelle rådgivere og kommunale sagsbehandlere har store udfordringer.
Nye regler giver bøvl
Det giver bøvl og længere sagsbehandlingstider for både borgere og erhvervslivet. Derfor har Mariagerfjord Kommune, det lokale erhvervsråd og Dansk Byggeri inviteret alle, der arbejder professionelt med byggerådgivning og byggeansøgninger til et møde om det nye bygningsreglement.
Godt 50 deltog i mødet, som satte fokus på den gode byggeansøgning og spørgelysten var stor blandt de fremmødte fagfolk. Borgmester Mogens Jespersen glæder sig over, at så mange mødte frem for at blive klogere på de nye regler.
– Det er desværre ret kompliceret at udarbejde en korrekt byggeansøgning og når selv rutinerede fagfolk kan komme i tvivl om de nye regler, så er der naturligvis et behov for, at vi inviterer dem indenfor og forklarer de nye retningslinjer, siger borgmesteren.
Ligesom i landets øvrige kommuner har det nye bygningsreglement givet anledning til udfordringer i Mariagerfjord Kommune.
– Vi vil være en erhvervsvenlig kommune og her er en effektiv, smidig og ikke mindst hurtig sagsbehandling en konkurrenceparameter. Mangelfulde byggeansøgninger forlænger sagsbehandlingstiden for alle – også dem, der gør det helt rigtigt. Derfor tager vi nu dialogen med fagfolkene og får skåret reglerne ud i pap, forklarer borgmesteren.
Flemming Madsen, der er medlem af bestyrelsen i Dansk Byggeri i Nordjylland og direktør for murer- og entreprenørvirksomheden Karl Jensen er glad for samarbejdet med Mariagerfjord Kommune.
– Vi har et rigtigt godt samarbejde med Mariagerfjord Kommune om at skabe bedre betingelser for byggebranchen. Med dagens møde har vi taget hul på udfordringerne med bygningsreglementet og vi er snart på vej med flere nye initiativer til gavn for vores lokale virksomheder, siger Flemming Madsen.
Søg professionel hjælp
I Mariagerfjord Kommune har borgmesteren Mogens Jespersen et godt råd til alle, der har brug for en byggetilladelse, nemlig at alliere sig med en professionel rådgiver.
– Vores byggesagsbehandlere møder tit frustrerede folk, som har forsøgt sig på egen hånd og er kørt sur i det. Mit bedste råd er derfor, at du altid får fat i en fagmand, når du har brug for en byggetilladelse, slutter borgmesteren.