Hadsund og omegn
FDF Hadsund repræsenterede byen til gårsdagens begivenhed
I går den 14 januar 2024, var en flok FDFere fra FDF Hadsund tidligt oppe. De tog nemlig turen til København med FDF Hadsunds fane, for at fejre den afgående dronning, og den nye konge.
Dronning Margrethe II har været protektor for FDF siden 1972, hvor hun arvede protektoratet fra sin far Kong Frederik IX. Han skulle efter sigende have bedt sin datter om at passe godt på FDF. Og det må man sige, at hun har gjort. Dronningen har i løbet af sin regeringstid været på besøg på fem forskellige Landslejre på Sletten. To gange har hun endda holdt åbningstalen, og officielt åbnet lejren. Derudover er repræsentanter fra FDF hvert år med til dronningens nytårskur for at ønske godt nytår.
Derfor var mange, mange FDFere selvfølgelig taget til København i går for at tage del i festlighederne med det, man kalder en faneborg. Faneborgen tog opstilling ved Holmens Kirke, hvor de kongeliges karet kom forbi. FDFerne i faneborgen flankeres af blandt andet DDSere, KFUMere, Hjemmeværnet, Veteraner og Sportsforeninger, og det var uden tvivl et storslået syn, med over 600 faner samlet.
Tak til seniorvæbnerne Linette, Christina og Marie, samt lederne Casper, Frida og Rasmus, der sørgede for, at også FDF Hadsund tog del i dagens fejring.