.
Af Helle Schiønning
FDF har siden 2010 sat fokus på legen med Legens Dag. I år forærer FDF Øster Hurup i anledningen af Legens Dag 2019 en legestander til byen. Standeren skal stå ved VisitMariagerfjords turistkontor et år frem.
Standeren kaldes Go Play og er en samling med 12 postkort, som man bare kan tage. På hvert kort er beskrevet en leg. Legene er målrettet børn og unge men voksne kan også lege med! Antallet af deltagere i legene varierer fra tre personer til 30 eller flere, så det er nemt for alle at finde en leg, der passer.
Vi i FDF mener, at legen er vigtig. Den fremmer egenskaber som nysgerrighed, kreativitet, mod, fantasi, respekt, glæde, spontanitet og ansvar og så er det sjovt! FDF vil gerne inspirere børn, unge og voksne til at lege mere, og derfor sætter vi nu gang i legen i Øster Hurup med de her 12 lege, siger kredsleder Heidi Bersang Hansen.
Kortene er gratis, og vil stå i anlægget det næste år. Så mangler man lige en idé til en leg til børnefødselsdagen, eller vil prøve noget nyt på gåturen, kan man bare snuppe et kort fra Go-play standeren. FDF Øster Hurup vil løbende fylde nye kort i standeren.
I FDF elsker vi at lege på tværs af alder, og møde nye venner i det fællesskab, der opstår i legen. Det håber vi også, at byen vil opleve, når de tager standeren i brug. Leg i FDF betyder, at voksne tager del i legen og leger med, så hermed en opfordring til de voksne om også at lege løs, siger FDFs generalsekretær Rasmus Agergaard Pedersen.
Den nye legestander indvies på Legens Dag den 7. september kl. 13.00-15.00.
Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF er en folkekirkelig børne- og ungdomsorganisation. FDF har 25.000 medlemmer i 350 lokale afdelinger fordelt over hele landet. Go Play opsættes i år i Pandrup, Aabybro, Suldrup, Glyngøre, Viborg, Skive, Fjelstervang, Langå, Øster Hurup, Herning, Vejrumbro og Roskilde. Der er allerede opstillet legestandere i København Snedsted, Thisted, Skjern, Klovborg, Lind, Ilskov, Gadstrup, Hals, Hjortshøj, Aarhus, Ålbæk, Kragelund og Nykøbing Sj.