Erhverv
Fem år med vækst: Destination Himmerland styrker turismen
Lørdag 1. marts kunne Destination Himmerland fejre 5-års fødselsdag som destinationsselskab. Et jubilæum, der ikke blot tilfalder destinationsselskabet, men også de hundredvis af samarbejdspartnere, som de arbejder tæt sammen med.
En stærk destination med fokus på udvikling
Destination Himmerland opstod ved en sammenslutning af de to tidligere turistorganisationer VisitVesthimmerland og VisitMariagerfjord og fungerer i dag som et tværkommunalt samarbejde mellem Vesthimmerlands Kommune og Mariagerfjord Kommune. Sammenlægningen skete i kølvandet på den daværende regeringens beslutning om at reducere antallet af turistorganisationer i Danmark for at styrke den danske turismeindsats.
Turismeudvikling har været en central del af Destination Himmerlands arbejde, og gennem de sidste fem år er der sket en markant udvikling. “Vores destination har vist, at den er levedygtig. Efter en omtumlet opstart er der nu vækst, styr på sagerne, og vi har en fantastisk organisation, som servicerer både ejerkommuner, aktører og ikke mindst skaber flotte resultater for et øget kendskab til Himmerland,” siger bestyrelsesformand for Destination Himmerland og director of operations hos HimmerLand Resort, Jane Andersen, og uddyber: “Vi kan ikke det hele alene. Vi tror på fællesskabet, og sammen sikrer vi den høje kvalitet og det unikke værtskab.”
Hos Ertebølle Strand Camping har man også bemærket den positive udvikling. “Vi har gennem de seneste fem år oplevet en destination, der i starten skulle sætte holdet og sammen lære at gå. I dag kan vi ikke følge med, de løber for fulde omdrejninger. Det har været meget positivt at opleve,” siger ejerne, Lars og Ingrid Brandt.
Destination Himmerland spiller en central rolle i at styrke erhvervet gennem samarbejde, produktudvikling og kompetenceløft for turismeaktørerne. Samtidig er gæsten altid i centrum – før, under og efter besøget. Særligt arbejdet med data og indsigt i gæstens adfærd er afgørende, både for den lokale gæsteservice og for markedsføringen af Himmerland.
Destination Himmerland arbejder blandt andet med at styrke turismeaktører gennem kompetenceudvikling og markedsføring af Himmerland som en samlet destination. Dette arbejde har stor betydning, mener Lars Christian Nørbach, direktør for Nordjyske Museer. “Det har meget stor værdi for Nordjyske Museer, at Destination Himmerland er med til at fortælle vores turister om den lokale himmerlandske verdensarv med de to ringborge Fyrkat og Aggersborg. Det giver os et rigtig godt grundlag for at synliggøre Himmerland og de mange vidensbaserede oplevelser,” siger han.
Turismen er afgørende for lokal udvikling
Turismen spiller en stor rolle i Himmerland, hvor den genererer en årlig omsætning på næsten 2 milliarder kroner og understøtter cirka 2.000 fuldtidsstillinger. Desuden bidrager turismen til kommunale skatteindtægter og understøtter et levedygtigt helårssamfund.
“Turisme er afgørende for vækst, beskæftigelse og bosætning. Destination Himmerland har nu i fem år spillet en vigtig rolle i at styrke turismen og skabe øget omsætning for vores erhvervsliv,” siger Mogens Jespersen, borgmester i Mariagerfjord Kommune.
Hos destinationsdirektør Johanne Bugge er der heller ingen tvivl om vigtigheden af arbejdet med at tiltrække gæster til området: “Det er utrolig vigtigt, at vi har et samlet Himmerland med et erhverv, der bakker op og skaber oplevelser, som kan tiltrække gæster. Vores arbejde består bl.a. i at være med i projekter, kompetenceudvikle turismeerhvervet, og så har vi et særligt fokus på at skabe en tæt relation til vores rekordstore antal partnere på 160 turismeaktører. Vi arbejder strategisk med udvikling, både kommunalt, regionalt og nationalt med institutioner som fx Hærvejen, VisitDenmark og de øvrige destinationsselskaber. Derudover har vi en vigtig opgave i at skabe synlighed for de mange oplevelser, den smukke natur og den kulturarv, der er helt unik i dette område.”
Hun understreger, at de ikke kommer sovende til resultater: “Det er utrolig vigtigt, at vi har et samlet Himmerland med et erhverv, der bakker op og skaber oplevelser, som kan tiltrække gæster. Hvis Himmerland ikke skal sakke bagud, skal kommuner og erhverv fortsat investere i turismen, og der skal arbejdes strategisk med turisme- og destinationsudvikling.”
Kilde: Destination Himmerland