Uddannelse

Fem veje til stærkere erhvervsuddannelser – ifølge eleverne selv

Hvordan oplever eleverne deres erhvervsuddannelse? En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) giver et nuanceret indblik i både styrker og udfordringer. På baggrund af elevernes egne erfaringer fremlægger EVA fem anbefalinger, der kan styrke trivsel, fællesskab og sandsynligheden for at fuldføre uddannelsen.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 18. september 2025

Eleverne ønsker støtte og sammenhæng

Undersøgelsen, der er gennemført med støtte fra Tuborgfondet, bygger på interviews med 42 erhvervsskoleelever. EVA har fulgt eleverne undervejs i deres uddannelse og også talt med dem, der valgte at stoppe.

Konsulent Natalie Blix, som står bag undersøgelsen, forklarer:

”Eleverne i denne her undersøgelse trives generelt godt med vekseluddannelsens kombination af skole og oplæring, men de fortæller også, at der er elever, som kunne have glæde af mere støtte og sammenhæng i deres forløb. De fem anbefalinger bygger på elevernes perspektiver og kan hjælpe skoler og virksomheder med at skabe trygge, inkluderende og motiverende rammer for eleverne gennem hele uddannelsen.”

Hun uddyber:

”Elevernes fortællinger peger på, at fx oplevelsen af kontinuitet, livliner i oplæringen og mere åbenhed om virksomhedskulturen kan være vigtige emner at arbejde med. Deres perspektiver understreger også, at et godt samarbejde mellem skole og virksomhed kan være med til at styrke trivslen og fastholde flere elever.”

Ifølge Natalie Blix kan selv mindre ændringer have stor betydning:

”Eleverne motiveres af at lære gennem praksis, men de har også brug for kontakt og fællesskab undervejs. Når vi tager deres behov alvorligt, bliver uddannelsesforløbet både mere meningsfuldt og gennemførligt.”

Anbefaling 1: Skab stærke fællesskaber fra start

De fleste elever oplever at blive en del af klassefællesskabet på grundforløb 2 (GF2). Men især for elever, der starter direkte på GF2, kan vejen dertil være lang. Aktiviteter ved opstarten er ofte begrænsede, og flere efterspørger initiativer, som kan ryste klassen bedre sammen.

Som en elev udtrykker det:

”Det har jo mest været os selv, der har styret det. På den ene side synes jeg, at det er ærgerligt, vi ikke er blevet rystet mere sammen fra starten af – for nu skal vi jo til at gå ud. På den anden side har jeg også lært at blive bedre til at snakke med folk.”

Anbefaling 2: Støt eleverne i kontakten til lærepladsen

At finde en læreplads opleves af mange som krævende – både fagligt og personligt. Flere beskriver det som grænseoverskridende at skulle opsøge virksomheder direkte, og opgaven opleves som et stort pres.

En elev fortæller:

”Jeg har sendt mange, mange mails. Jeg tror, at jeg skal være bedre til at komme ud fysisk med min ansøgning og sige: ’Hej, her er jeg. Jeg vil gerne komme i lære hos jer.’ Det har jeg ikke gjort så meget.”

Her kan skolerne spille en vigtig rolle ved at give tid, vejledning og træning i, hvordan man tager den første kontakt.

Anbefaling 3: Hold fast i kontakten under oplæringen

Selvom eleverne generelt trives på lærepladserne, oplever nogle ensformige opgaver eller vanskeligheder i samarbejdet. Det kan skabe usikkerhed og svække tilknytningen til uddannelsen.

En elev beskriver oplevelsen sådan:

”Du glemmer lidt, at du er på uddannelsen, indtil du får brevet om, at du skal tilbage på hovedforløbet. For du har intet med skolen at gøre i den periode, du er på din læreplads. Det ville være godt at blive mindet om, at du stadig har skolen.”

EVA anbefaler derfor, at skolerne holder en løbende og aktiv kontakt til eleverne, også mens de er i oplæring.

Anbefaling 4: Tal åbent om kultur og forventninger

Flere elever peger på, at oplæringskulturen ikke altid er inkluderende. De ønsker at passe ind, men oplever samtidig, at branchens normer kan være svære at udfordre.

En elev sætter ord på det:

”Mange har det syn, at der altid har været mænd i faget, og at de er stærkere. Men piger kan jo være lige så gode og klogere end mange mænd. Det er selvfølgelig ærgerligt, men sådan er det bare i det her fag.”

Her kan skoler og virksomheder sammen tage ansvar for en åben dialog om omgangsformer og forventninger, så flere elever oplever sig set og inkluderet.

Anbefaling 5: Skab kontinuitet i et fragmenteret forløb

Erhvervsuddannelserne er bygget op omkring skift mellem skole og oplæring. For mange fungerer det godt, men usikkerheden om hvornår man skal tilbage på skole, kan skabe forvirring og svække sammenhængen.

En elev fortæller:

”Jeg er faktisk usikker på, hvornår jeg skal ind og have en skoleperiode. Jeg tror, jeg skal være i lære i seks eller otte måneder. Det er lige, hvordan det passer dér, hvor jeg er i lære – hvor travlt der er.”

Her peger EVA på behovet for, at skolerne skaber så meget overblik og kontinuitet som muligt gennem hele uddannelsen.

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen bygger på kvalitative interviews med 42 elever fra forskellige erhvervsuddannelser. Eleverne har delt deres erfaringer med skoleperioder, fællesskab, overgangen til læreplads og mødet med virksomhederne. Fokus har været at indfange elevernes egne perspektiver på, hvad der kan styrke deres uddannelsesforløb. Projektet er støttet af Tuborgfondet.