Fernisering i Kunstetagerne

1. december 2021
Fernisering i Kunstetagerne

Fernisering i Kunstetagerne.

Af: Birgitte Holm

Med godt 60 deltagere til ferniseringen lørdag formiddag, kom Kunstetagernes tre nyåbnede udstillinger rigtig godt fra start.

Frem til slutningen af februar kan man opleve udstillingerne Tildækning-afdækning med værker af billedhuggeren Laila Westergaard og malerne Hjördis Haack og Karen Gabel Madsen, Krop & Kunst Hans Henrik Lerfeldt og det kropumulige samt Art Déco i strik

Torsdag den 2. december kl. 15 er der lejlighed til at høre om de tre udstillinger, når kunstfaglig medarbejder Anne Lie Stokbro viser omkring.

Hun fortæller om udstillingerne: Naturligvis peger udstillingerne i mange retninger, men der er også fællestræk, som er blevet tydelige, mens vi har bygget udstillingerne op. Det sanselige, glæden ved og beherskelsen af materialerne er fælles for alle tre udstillinger. siger hun og fortsætter: Selvom der er langt fra malernes undersøgelse af lærredet som flade og motivet som rum, over skulpturernes indhug i stenen til Lerfeldts nøgne kroppe, så handler det alt sammen om overflader, og hvad der ligger under i både bogstavelig og overført betydning.

I strikudstillingen gør noget lignende sig gældende. Kunsthåndværkerne arbejder med kjolemodeller, som kan smyge sig om kroppen i lette garner, som kalder på at blive berørt. Det er sanseligt, tankevækkende og peger på noget fundamentalt menneskeligt.

Det kommer omvisningen på torsdag naturligvis til at handle om.