Nyheder
Fint besøg fra Norge
.Af Michael Schouboe Havbakkeskolen får i denne weekend og i næste uge fint besøg fra Norge. 31 elever og 3 lærere fra Klepp Ungdomsskule kommer og besøger Havbakkeskolen og lokalområdet i Mariagerfjord Kommune i uge 46. Havbakkeskolen har i denne uge emneuge med fokus på “Internationalisering” – og det er bl.a. i denne forbindelse at […]
.
Af Michael Schouboe
Havbakkeskolen får i denne weekend og i næste uge fint besøg fra Norge.
31 elever og 3 lærere fra Klepp Ungdomsskule kommer og besøger Havbakkeskolen og lokalområdet i Mariagerfjord Kommune i uge 46. Havbakkeskolen har i denne uge emneuge med fokus på “Internationalisering” – og det er bl.a. i denne forbindelse at eleverne fra Norge kommer ned og deltager i emneugen. Havbakkeskolen og Klepp Ungdomsskule har gennem det sidste års tid samarbejdet og lavet elevudvekslinger flere gange for at styrke den internationale dimension i undervisningen og give eleverne forskellige globaliseringsredskaber til at møde andre skoleelever på tværs af landegrænserne. Det har været en stor succes og været en stor oplevelse for begge parter.
Dette givtige samarbejde er vi så heldige at fortsætte med og lokalområdet omkring Als, Øster Hurup, Skelund – og Veddum vil de næste dage nok støde ind i en nordmand eller to – og høre forskellige norske gloser – når de norske elever bor hos de mange værtsfamilier – som endnu en gang har været så venlige at åbne deres hjem for gæster udefra.
Eleverne fra både Klepp og Havbakkeskolen glæder sig rigtig meget til denne lille uge sammen i hinandens selskab – og de danske elever glæder sig til at åbne dørene op til deres verden i Mariagerfjord Kommune. Eleverne har allerede været flittige til at kommunikere sammen på de elektroniske medier. På denne måde kender de lidt til hinanden selvom de endnu ikke har mødt hinanden face-to-face.
Selve ugen bliver meget alsidig med forskellige besøg på institutioner i Mariagerfjord Kommune og deltagelse i den internationale emneuge på Havbakkeskolen.
Vi skal bl.a. besøge Hadsund Rådhus – hvor borgmesteren vil fortælle om Mariagerfjord Kommune. Dernæst skal vi besøge GASmuseet i Hobro – hvor eleverne bl.a. skal lære og lege med gas og energi i museets sciencerum – men også arbejde tværfagligt med emner inden for energi, ressourcer, natur og teknik, historie og samfundsfag. Derudover vil vi også besøge Mariagerfjord Gymnasium og blive guidet rundt af gymnasieelever som vil fortælle om livet på gymnasiet og deres internationaliseringsarbejde på gymnasiet. Den sidste ude-af-huset aktivitet bliver et besøg på Onsild Idrætsefterskole – hvor livet på en efterskole vil blive set, følt og mærket – når vi kommer rundt på efterskolen og ser hvordan undervisningen og dagligdagen fungerer på en efterskole.
Der bliver nok af input de fem dage – hvor nordmændene er på besøg og der bliver en del at snakke om hjemme hos værtsfamilierne, når eleverne kommer hjem efter nogle lærerige og spændende dage i lokalområdet.