Mariagerfjord og omegn
Fiskepladsen på Mariager Camping
.Henning Andersen har sendt os følgende historie om det gode liv: Det var Bruno, der gjorde opmærksom på denne skønne plet, efter at vi i vinters var med ham på fiskeri fra Hirtshals, hvor han har sin faste bolig. I sommerhalvåret foregår det fra Mariager Camping, hvor campingvogn og fiskejolle køres ned i det tidlige […]
.
Henning Andersen har sendt os følgende historie om det gode liv:
Det var Bruno, der gjorde opmærksom på denne skønne plet, efter at vi i vinters var med ham på fiskeri fra Hirtshals, hvor han har sin faste bolig. I sommerhalvåret foregår det fra Mariager Camping, hvor campingvogn og fiskejolle køres ned i det tidlige forår. I år trak vinteren jo ud, så det blev ikke til så meget med rusefiskeriet, inden det var slut 10. maj. Bruno skal nemlig også passe sit job på en sandsuger: 14 dage ude, 14 dage hjemme. Men når de i arbejdsperioden anløber Århus Havn, og hvis alt andet ellers passer sammen, kan han godt finde på at smutte til Mariager for at røgte ruserne.
Her i begyndelsen af august mødte vi så Bruno og hans kone, Lea, på campingpladsen. Lea er som regel med i jollen, så de kan fiske med 6 garn. Og så bliver der lidt konkurrence om, hvem der fanger mest. De er 10 fritidsfiskere om Fiskepladsen. Tre af dem hører godt nok til i rækken af sommerhuse på den anden side af Veteranbanen. Jollerne ligger for svaj omkring anløbsbroen. Alt grejet hænger pænt og nydeligt på en læmur ved Universitetet. Det hedder sådan, fordi man her ved bord-bænkene kan få svar på alt, især da det også er videncenter for sikre formodninger og løse rygter. Mere seriøst er det her, Lea skal til at lære at sy garn. Læreren er Ove, som på trods af sine 83 år stadig har mod på at ro garn ud. Efter en nylig bøde har han nu lært at komme helt ud til de 100 meter fra land.
Vi fik sendt Bruno og Lea af sted med garnene, der skulle sættes lige ovre på den anden side af fjorden. Her er en god skrænt, hvor det første garn står på 2 meter vand og det sidste på 16 meter. Så er der foruden skrubber også muligheder for ørred og torsk.
Det gik så sådan, at det om morgenen var forskrækkeligt tåget. Bruno mente nu , at han alligevel sagtens kunne finde garnene. Ole, en anden fritidsfisker, ville godt nok vente med at sejle ud til tågen lettede. Det tog da også sin tid, inden vi kunne høre påhængsmotoren gennem tågen igen. Men al besvær var hurtigt glemt på grund af fangsten: 5 skrubber og 8 ørreder, hvor Ole måtte finde vægten frem til den største: 6,0 kg! Den skulle selvfølgelig koldrøges. Det klarer en professionel i Hadsund. De små varmrøger de selv i kuglegrillen.
Og så det sjove. Netop som fangsten var lagt op på fiskebordet, kom Frits og Leif kørende med deres fangst og grej på en trillebøre. Denne gang havde de valgt at tage til Randers Fjord med garnene. Og da de havde en stor ørred (Ole måtte finde vægten frem igen) på 3,6 kg troede de jo, at de rigtig skulle hjem og prale. Også denne ørred skulle med til Hadsund.
Nejjj! Hold da helt op! Sikke nogen store sushi-stykker, der kan blive! og lignende kommentarer kom der fra andre campister, der som altid slog et slag forbi Fiskepladsen for lige at få en sludder. Denne dag fik flere af dem også en filet eller to med hjem.
Lidt tilbage i historien. Den store ørred sad i Brunos garn. Til gengæld var det hans sorte flag, der ikke var til at finde i tågen. Garnene, Lea skal til at sy, er med 50 mm masker, da de må bruges hele året. Denne dag havde de brugt deres dobbeltbuus. Det vil sige buus på 90 meter syet på 45 meter teller, så de virker lidt som tokkegarn. Om de dur eller ej, er til daglig diskussion på Universitetet. Denne gang duede de, og det var også behersket med krabber og søsalat.
Ved halv 10-tiden lettede tågen, så Ole kunne komme af sted. Bruno var færdig med at rense fisk og garn. Lea gik hjem til fryseren med fangsten lagt i poser, mens Bruno sejlede ud med affaldet. Tidligere havde de blot smidt det i vandet for enden af anløbsbroen, men det havde fået mågerne til at svine det hele til. I det hele tager er alle her enige om at feje og spule, så Fiskepladsen altid er ren og ryddelig. Når nu Ole som sidste fisker denne dag er færdig, så starter det hele forfra sidst på eftermiddagen.