.
Af Klaus Hansen
Selvom Nordjyllands borgere hilser det milde efterår velkommen, skal de være ekstra påpasselige når de tager en tur i skoven. En ny undersøgelse fra Eurosurveillance viser nemlig, at når det bliver varmere, søger Jyllands rådyr mod nord, og de bringer flåter med sig, som dermed spreder sig som en plage i Nordjyllands skove. Heldigvis er der gode råd at hente, hvis man vil undgå den lammende sygdom borrelia.
Du ejer allerede det primære forsvarsværk mod de blodsugende spindlere, ifølge Nanna Skaarup Andersen, der er læge og forsker i flåtoverførte infektioner. Hun har nemlig en række opfordringer, til når man bevæger sig ud i haven, skoven eller marken.
1. Tænk på din påklædning
Først og fremmest kan bomuld og polyester bruges til at komme flåterne i forløbet. Lange ærmer og bukser holder dem ude, og hvis du går i lyst tøj, kan du endda spotte flåterne, før de sætter sig fast. Hvis du er villig til at gå i kompromis med din modesans, kan det anbefales at stikke bukserne ned i strømperne, hvilket gør det nærmest umuligt at penetrere.
2. Prøv en test
Bekymringen for om man er smittet kan sagtens indtræde, specielt fordi symptomerne på borrelia kan forveksles med andre, mere almindelige sygdomme. Her kan det være en fordel at bruge én af de borreliatest, der er på markedet, specielt hvis du er blevet bidt i løbet af sommeren. Nu har din krop nemlig udviklet de antistoffer, der skal til, for at en test kan vise, om du er blevet smittet.
3. Gå ikke i panik
Der er ingen grund til at gå i panik, bare fordi man er blevet bidt. Der er nemlig meget lille sandsynlighed for at man bliver smittet, hvis man fjerner flåten hurtigt. Det kan gøres med en pincet eller en flåttang, men neglene kan også fungere. Det er et almindeligt husråd, at hele flåten skal med ud for ikke at smitte, men flåtens kæber, som nogle gange sidder fast, når man har pillet resten ud, smitter faktisk slet ikke.
4. Kig efter symptomerne.
Symptomerne på borrelia viser sig typisk inden for 14 dage, men der kan gå helt op til 6 uger, før de er tydelige. Et godt husråd er, at man først skal være bekymret, når et udslæt ikke kan dækkes af en femkrone, men så skal man også en tur til lægen.