Nyheder
Flere flytter til Mariagerfjord kommune
Kommunen oplever en vækst i antallet af tilflyttere til kommunen. En ny kampagne med fokus på kontante fordele får en del af æren
.
. Det fortæller TV2 Nord.
Mariagerfjord Kommune har de seneste to år ændret strategi, og intensiveret jagten på tilflyttere. Konkret betyder det, at der fra januar 2014 til januar 2015 er 40 personer mere, der er flyttet til kommunen, end der er flyttet fra den. Og det ser ud til at fortsætte. Ifølge borgmesteren er opskriften at have fokus på kontante fordele.
– Vi fremstiller og fortæller, hvor meget kan de spare ved at komme og bo hos os, fremfor i de større byer, siger borgmester Mogens Jespersen (V).
I stedet for at slå på de bløde værdier som natur og omgivelser slår kommunen på hårdere værdier med kampagnen Flyt til Mariagerfjord – og få råd til det hele.
– Vi har en fantastisk natur, men det er der også andre, der har. Men det vi så siger, det er, at bor du i Aarhus, og skal du finde et andet sted at bo, så kan du spare rigtig mange penge på at bo her, siger Torben Ladefoged, der er erhvervsdirektør i Mariagerfjord Erhvervsråd.
Kommunen og erhvervsrådet har turneret rundt i Aarhus for at skabe opmærksomhed om projektet. Samtidig har de bejlet til modstandernes fans ved Hobro IKs hjemmekampe.
– Det er jo ikke noget, der får folk til at flytte fra dag ét. Men man har i baghovedet, at der foregår noget og der er nogle positive tiltag, så den dag hvor man står og skal vælge en ny arbejdsplads eller en ny bolig, så tror jeg på at man tænker: Hov, var der ikke noget med Mariagerfjord Kommune – lad os lige kigge på, hvad det var, siger Mogens Jespersen.
En af dem, der netop er flyttet til kommunen er David Woetmann. Han er flyttet fra Aarhus sammen med sin søn til Mariager. Her bor de nu med fjorden som nærmeste nabo.
– Man finder ro for det første. Man kommer væk fra stress og jag og trafik og alt det, der nu er i en storby. Og så kommer man herop, og tager sig selv i, at man har taget 100 billeder af den samme solnedgang. Det er jo smukt, siger David Woetmann.