Alarm 112

Flere foreninger ramt af telefonsvindel – DGI og Politiet advarer

Flere danske idrætsforeninger er i de seneste måneder blevet udsat for avanceret telefonsvindel, hvor svindlere har fået frivillige til at overføre store beløb. Både DGI og Politiet advarer nu foreninger på landsplan og opfordrer til øget opmærksomhed og sikkerhed.

Flere foreninger ramt af telefonsvindel – DGI og Politiet advarer
Foto: Adobe
Af Dinny Eriksen 8. april 2025

Systematisk svindel rammer foreninger

Det begyndte med Lystrup IF Gymnastik & Fitness, som mistede over en million kroner til telefonsvindlere. Siden fulgte Nørre Djurs HK og senest Måløv IF, som har mistet over 300.000 kroner. I alle tilfælde er det frivillige med adgang til foreningernes konti, som er blevet kontaktet af personer, der udgav sig for at være fra banken eller politiet.

DGI og Politiet reagerer nu med en fælles advarsel og en række konkrete initiativer. Ifølge DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen, er der tale om et voksende problem:

”Vi må nu sande, at der er tale om mere systematisk svindel målrettet foreninger, og vi skal gøre alt, vi kan, for at undgå det her. Derfor advarer vi alle foreninger, og sammen med Politiet inviterer vi også frivillige kasserer til et onlinemøde,” siger hun.

34-årig mand anholdt i Hobro for biltyveri og narkokørsel

Læs også: 34-årig mand anholdt i Hobro for biltyveri og narkokørsel

Politiet ser med alvor på sagen

Hos Politiet bekræfter man, at denne form for svindel er ny og bekymrende. Kresten Munksgaard, leder af afdelingen for Forebyggelse, Analyse og Digital Patruljering hos NSK, udtaler:

”Vi har oplevet en række sager, hvor foreninger er blevet svindlet. Vi tager det yderst alvorligt, for det er store økonomiske tab for den enkelte forening, og det kan jo få betydning for, hvad foreningen kan gøre for sine medlemmer,” siger han og tilføjer:

”Vi har tidligere advaret foreninger, mod svindlere, der på mail udgav sig for at være formanden, men nu er svindlerne begyndt over telefonen at udgive sig for at være fra banken eller politiet. Derfor er der god grund til at advare kasserer og andre med adgang til foreningens bankkonto.”

Advarsler og oplysning til tusindvis af foreninger

Som en del af indsatsen sender DGI en advarselsmail ud til over 30.000 kasserer og formænd. Mailen indeholder råd til, hvordan man undgår at falde i svindlernes fælder. Desuden inviteres foreningerne til et fælles onlinemøde den 23. april, hvor der sættes fokus på sikkerhed og økonomisk beskyttelse.

Charlotte Bach Thomassen understreger vigtigheden af samarbejde:

”Vi har brug for at arbejde tæt sammen, banker, myndigheder og os der rådgiver foreningerne, så den her type svindel kan undgås, og så vi har de rette foranstaltninger til at hjælpe foreningerne.”

Måløv IF: “Vi er virkelig ærgerlige”

En af de foreninger, der har været ramt, er Måløv IF i Nordsjælland. Formand Thomas Lorenzen fortæller om den frustration og magtesløshed, som sagen har efterladt:

”Vi er virkelig ærgerlige over sagen. Som frivillige vil vi hellere bruge vores kræfter på at planlægge gymnastikopvisningen end at dobbelttjekke vores bankkonto. Vi har mistet over 300.000 kroner, men vi er lykkelige over, at vores bank lukkede ned for kontoen, da de opdagede de mange overførsler,” siger han.

“Skrupelløse personer”

DGI’s formand lægger ikke skjul på sin vrede over, at det netop er frivillige foreninger, der rammes.

”Det er skrupelløse personer, der fisker penge op af foreningernes kasse. Penge, der skal gøre gavn for børn, unge, voksne og aktive fællesskaber – det er medlemmernes penge, der skulle bruges til gode formål i lokalsamfundet,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Gode råd til foreninger

DGI og Politiet anbefaler foreninger at:

  • Undlade at skrive kassererens telefonnummer på hjemmesiden.
  • Være skeptiske overfor opkald, hvor nogen udgiver sig for at være fra banken eller politiet.
  • Have faste procedurer for overførsler – gerne med dobbelt godkendelse.
  • Deltage i informationsmødet den 23. april.

Svindlerne udnytter frivilliges tillid og ansvarsfølelse. Derfor opfordres alle foreninger til at tage advarslerne alvorligt og sikre, at deres økonomiske procedurer er robuste.

Minigraver stjålet fra adresse i Rold

Læs også: Minigraver stjålet fra adresse i Rold

Slingrende kørsel på motorvejen førte til politiets indgriben – 27-årig mand sigtet for narkokørsel ved Haverslev

Læs også: Slingrende kørsel på motorvejen førte til politiets indgriben – 27-årig mand sigtet for narkokørsel ved Haverslev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev