Familie
Flere kan gøre en forskel for mennesker med demens i Mariagerfjord – Demensugen 2025 sætter fokus på, hvordan vi kan hjælpe
I uge 19 sætter Demensugen 2025 igen fokus på, hvordan alle kan være med til at skabe en bedre hverdag for mennesker med demens – også her i Mariagerfjord Kommune.
Mange vil hjælpe – men ved ikke hvordan
82% af danskerne vil gerne være med til at sikre, at mennesker med demens føler sig inviteret og inkluderet i fællesskaber. Det viser en undersøgelse fra 2024 lavet af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark (FFDD). Men kun 26% ved faktisk, hvad de kan gøre for at hjælpe.
”Kløften mellem folks lyst til at give en håndsrækning og deres usikkerhed på, hvordan de skal gøre det, skal mindskes. For vi ved, at den lille håndsrækning har stor betydning for, at mennesker med demens fortsat kan føle sig som en del af det liv, de har levet, og dermed for deres livskvalitet,” udtaler sekretariatet i FFDD.
Læs også:
Tre enkle råd: Tag kontakt, tal tydeligt og vær tålmodig
Heldigvis skal der ikke meget til for at gøre en forskel. Ifølge FFDD kan hjælpen koges ned til tre simple råd: Tag kontakt, tal tydeligt og vær tålmodig.
Det er netop denne viden, som Demensugen 2025 vil udbrede, så flere føler sig trygge ved at hjælpe medborgere med demens – hvad enten det er i bussen, toget, idrætshallen, på biblioteket, hos købmanden, i kirken, biografen eller på gaden.
Ældre Sagen i Arden går forrest
I Mariagerfjord Kommune er Ældre Sagen i Arden klar til at gøre en forskel. Frivillige vil i uge 19 besøge en lang række steder i lokalområdet og dele materialer ud, som er tilpasset de enkelte steder. Det kan være i bussen, på toget, på biblioteket, i idrætshallen, hos købmanden, i biografen, i kirken eller på gaden.
Kontakt og mere information
Hvis du vil vide mere om, hvordan du kan hjælpe mennesker med demens, eller hvis du ønsker at bidrage til arbejdet med at udbrede kendskabet til demenssymbolet, kan du kontakte Elly Bjerring på telefon 30324916.
Foto: Elly Bjerring
Foto: Elly Bjerring
Læs også: