Mariager og omegn

Flyvende start for europæisk folkemøde i Mariager

Af Klaus Hansen Ny forening på banen med international folkefest ved Mariager FjordSnakker du med folk på gaden, er der langt mellem dem, der for alvor brænder for Europa og samarbejdet på tværs af de europæiske landegrænser. Det skal der laves godt og grundigt om på, hvis det står til en ny forening, som nu […]

Flyvende start for europæisk folkemøde i Mariager
18. september 2020
Af Redaktion

Af Klaus Hansen

Ny forening på banen med international folkefest ved Mariager Fjord
Snakker du med folk på gaden, er der langt mellem dem, der for alvor brænder for Europa og samarbejdet på tværs af de europæiske landegrænser. Det skal der laves godt og grundigt om på, hvis det står til en ny forening, som nu realiserer planerne om at skabe et
europæisk folkemøde i Mariager.

Det er Mogens Jespersen og Leif Skaarup, der er henholdsvis borgmester og viceborgmester i Mariagerfjord Kommune, som har taget initiativ til at stifte foreningen med det internationalt klingende navn Festival Of Europe. Foreningen er en foreløbig kulmination på et årelangt forarbejde, der skal udvikle en international event, der gør Europa nærværende for almindelige mennesker og skaber begejstring om den
europæiske ide.

Folkemødet får en flyvende start. Byrådet i Mariagerfjord Kommune støtter nemlig den internationale event med 750.000 kroner. Borgmester Mogens Jespersen glæder sig over, at man nu for alvor kan komme i arbejdstøjet.

– Europa har kolossal betydning for vores hverdag. Derfor er det en skam, at det europæiske samarbejde aldrig er blevet en folkesag. Nu har vi det formelle på plads og ressourcer til at tage fat på det store arbejde med at stable folkemødet på benene, siger Mogens Jespersen.

Det gælder blandt andet fundraising, bemanding af sekretariat, udpegning af bestyrelse og alt det praktiske, der skal på plads, så alt klapper som det skal.

Ifølge borgmesteren er det oplagt med et europæisk folkemøde i en mindre købstad som Mariager, der både har et globalt udsyn og et stærkt lokalt fællesskab og særpræg med dybe historiske rødder. Her kan folk mødes på tværs af grænser og de europæiske beslutningstagere kan møde helt almindelige mennesker i øjenhøjde.

– Det rykker noget, når folk mødes på tværs af grænser og sætter fokus på alt det, vi er fælles om i Europa. Her kan vi tage dialogen om, hvordan borgerne kan komme tættere på Europa, og Europa kan komme tættere på borgernes hverdag, siger Mogens Jespersen.

Viceborgmester Leif Skaarup er overbevist om, at det europæiske samarbejde stadig er relevant.

– Det europæiske samarbejde udspringer af en ide om, at et samarbejdende Europa er den bedste sikkerhed for, at vi kan leve fredeligt og velstående i vores del af verden. Jeg synes, det er værd at kæmpe for, selvom rædslerne fra verdenskrigene nu ligger mere end
75 år tilbage, siger Leif Skaarup.

Formanden for Europabevægelsen Stine Bosse er begejstret for, at Det Europæiske Folkemøde i Mariager nu bliver en realitet.

– Borgerne i Europa har behov for et folkemøde, hvor den demokratiske dialog kan udspille sig i en europæisk sammenhæng. Et folkemøde rummer et enormt potentiale og det har været spændende at være med i processen, siger den rutinerede erhvervskvinde, som har stået i spidsen for den styregruppe, der indtil nu har stået for projektet.

– Med folkemødet vil vi skabe en kæmpe folkefest, som styrker dialogen og forståelsen på tværs af de europæiske grænser. Jeg glæder mig til at være med, når det første europæiske folkemøde løber af stablen i Mariager i 2022, slutter Stine Bosse.

Mariagers nye varetegn flyder igen

Læs også: Mariagers nye varetegn flyder igen

Dødsfald i Mariager

Læs også: Dødsfald i Mariager

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Mariager og omegn

Se flere artikler