Politik

Fødevarecheck vedtaget: Millioner får ekstra penge i maj og juni

Over to millioner danskere får skattefri udbetaling som hjælp mod høje fødevarepriser

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 26. februar 2026

Torsdag har Folketinget vedtaget den såkaldte fødevarecheck. Det betyder, at over to millioner pensionister, børnefamilier, ledige, studerende og lærlinge i de kommende måneder får udbetalt et skattefrit engangsbeløb.

Formålet er at give danskerne bedre råd til at handle ind i en tid med fortsat høje fødevarepriser.

Udbetaling i maj og juni

Allerede i maj får folkepensionister uden en stor formue i banken samt modtagere af offentlige forsørgelsesydelser udbetalt 2.500 kroner. Studerende får 1.000 kroner.

I juni bliver det børnefamilier uden høje indkomster, der får del i ordningen. De kan modtage op til 5.000 kroner.

Efter høringsfasen er det desuden besluttet, at lærlinge, elever og andre under uddannelse også får 1.000 kroner.

Minister: En økonomisk håndsrækning

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek peger på, at mange fortsat er pressede af priserne:

  • “Fødevarepriserne er fortsat høje, og mange familier, pensionister, lærlinge og andre under uddannelse har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Derfor er jeg glad for, at de i løbet af de kommende måneder får den her økonomiske håndsrækning,” siger han.

Politisk opbakning fra SF og Enhedslisten

Også hos Socialistisk Folkeparti er der tilfredshed med vedtagelsen. Medlem af beskæftigelsesudvalget Sigurd Agersnap udtaler:

  • “I SF er vi glade for, at der nu kommer en hjælpende hånd til dem, der har mindst i det her samfund. For en gangs skyld er det ikke endnu en skattelettelse til de rigeste, som vedtages, men en økonomisk håndsrækning helt primært til dem, der har mindst. Det er vigtigt for SF, at fødevarechecken mindsker uligheden og hjælper folk med de stigende priser.”

Enhedslistens beskæftigelsesordfører Victoria Velásquez fremhæver, at flere grupper er kommet med i aftalen:

  • “Vi er glade for, at der kommer hjælp ud til hundredetusindevis af de fattigste danskere, og at det lykkedes at få elever og lærlinge med. Fødevarechecken kan ikke stå alene, og derfor er vi også glade for, at vi har taget første skridt mod en afskaffelse af momsen på frugt og grønt og fødevarer.”

Bred aftale i Folketinget

Aftalen om fødevarehjælp blev indgået den 27. januar 2026 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Med vedtagelsen torsdag er der nu sat dato på, hvornår pengene lander på kontoen hos de berørte borgere.