.
Lars Nørby Rasmussen er tiltrådt som strategisk chef for erhvervs- og landbrugsområdet.
Lars Nørby Rasmussen, 41, er netop tiltrådt som erhvervsdirektør i Jutlander Bank. Som erhvervsdirektør bliver han strategisk chef for erhverv og landbrug i banken.
Jutlander Bank, der er resultatet af fusionen ved årsskiftet mellem Sparekassen Himmerland og Sparekassen Hobro, har cirka 97.000 kunder, 400 medarbejdere og et forretningsomfang på 28 milliarder kroner. Over halvdelen af udlånet på 8 milliarder kroner ligger på erhverv.
Strategiske kompetencer
– Det var fra starten vores hensigt at ansætte en erhvervsdirektør udefra med strategiske kompetencer, der matcher den størrelse, som Jutlander Bank har fået nu, siger Poul Damgaard, der udgør den ene halvdel af direktørduoen i Jutlander Bank.
– Nu har vi fundet den rigtige profil, konstaterer hans direktionskollega, Per Sønderup: – Med Lars Nørby Rasmussen får vi en erhvervsdirektør, der kender erhvervslivets behov både i teori og praksis, og samtidig besidder han de nødvendige lederkvalifikationer.
Barnesko trådt i Støvring
41-årige Lars Nørby Rasmussen trådte sine bankfaglige barnesko i det område, Jutlander Bank opererer i, nemlig som elev i Danske Bank i Støvring. Siden 1995 har han virket i Vest- og Midtjylland, hvor han i overvejende grad har beskæftiget sig med rådgivning af erhvervskunder.
Siden 2005 har han haft base i Herning, først som chef for Danske Banks rådgivningscenter i byen, men senest som erhvervsdirektør med ansvar for bankens erhvervsrådgivere i Holstebro, Skive, Viborg og Herning.
Korte beslutningsveje
– Jeg glæder mig til at komme i gang med at sætte en retning for det fremadrettede arbejde med erhvervssegmentet i Jutlander Bank, siger Lars Nørby Rasmussen, der har reference til bankens direktion.
– Efter fusionen kan banken løfte større opgaver sammen med nogle kundegrupper, som jeg har gode erfaringer med. Der findes et stort udviklingspotentiale i dette marked, som jeg nu har fået nøglerne til, konstaterer Jutlander Banks første erhvervsdirektør, der peger på korte beslutningsveje som en af bankens fortsatte kvaliteter.
Jutlander Banks erhvervskunder er fordelt på erhvervs- og landbrugsafdelingerne, dels i Aars, dels i Hobro, og på erhvervskunderådgivere i de større af bankens 21 lokalafdelinger.
Privatpersonen Lars Nørby Rasmussen bor i Bruunshåb med sin kone Elisabeth og deres tre børn på 4, 7 og 10 år. Når han ikke arbejder, dyrker han sin familie, løber eller sejler en tur og plejer sit netværk.
Foto:
Lars Nørby Rasmussen er tiltrådt som erhvervsdirektør og dermed som strategisk chef for arbejdet med erhvervskunder i hele Jutlander Bank. Her bydes han velkommen af direktionen, Poul Damgaard (t.v.) og Per Sønderup (t.h.).