.
Pressemeddelelse:
24 unge fra 9. klasserne i Mariagerfjord Kommune dystede om tre pladser til Skills Stafet-finalerne i Aalborg. Her bliver Danmarks dygtigste håndværkere kåret til januar.
Hvad har Henrik, Oliver og Jeanette fra Arden Skole til fælles med Michela, Maja og Nicklas fra Assens Skole og med Michael, Andrea og Sebastian fra Havbakkeskolen i Als? Svaret er: Alle ni er elever i 9. klasse på en skole i Mariager Fjord Kommune og alle deltog de i semifinalerne i Skills Stafet, der blev afviklet i forbindelse med den stort anlagte uddannelsesmesse i Hobro Idrætscenter, der var fælles for alle 9. klasse-elever i kommunen. Her skulle eleverne løse opgaver inden for det merkantile, tekniske samt SOSU-området.
Tre skoler i finalen
Otte hold stillede op i semifinalen og de tre bedste kvalificerede sig til deltagelse ved DM i Skills, der afvikles til januar i Gigantium i Aalborg med deltagelse af 66 hold fra hele landet. De tre hold, som var hurtigst og som dermed har kvalificeret sig til finalen i Skills Stafet er:
Rosendalskolen i tiden 7.15.40
Solhverv Privatskolen i tiden 7.21.21
Havbakkeskolen i tiden 9.02.37
“Det er første gang vi har 9. klasserne i spil til DM i Skills her i Mariagerfjord Kommune. Vi har været ude med en indledende runde på alle skoler, og herfra gik vinderne videre til denne semifinale”, siger Helle Søborg, uddannelsesleder på Tradium HG i Hobro.
Dynamisk trio fra Als
“Det var ikke helt så nemt. Vi har ikke rigtig kunnet øve os på forhånd”, fortæller Michael Storgaard, der sammen med Andrea Busk og Sebastian Jensen fra Havbakkeskolen indtog scenen som det første hold og gennemførte de fem discipliner i tiden 9.02.37 minutter. En ganske flot sluttid skulle det vise sig, da de næste par hold i dysten alle måtte se sig distanceret af den dynamiske trio fra skolen i Als. Havbakkeskolens tid var nok til, holdet kom ind på en 3. plads og dermed er sikret en finaleplads i Aalborg.
“Vi havde ret så store problemer, da vi skulle klæde den her mannequin-dukke på og det var også en helt ny øvelse for os”, supplerer Andrea, der sammen med sine to holdkammerater havde sikret sig adgang til semifinalen ved at slå ni andre hold hjemme på Havbakkeskolen og i øvrigt havde sat rekorder i begge de indledende runder på hjemmebane.
I Hobro gjaldt det først om at piske æggehvider stive og siden stable kulørte plastikkrus til et tårn, samle et computer-tastatur, lægge et plastik-puslespil (en torso, hvor puslespillet er at sætte organer rigtigt på plads (sosu)) og endelig klæde en temmelig stivbenet mannequindukke på med alt lige fra strømpebukser til kjole, jakke og halssmykke.
“Det der med at piske æg, det var helt nyt. Det havde vi lidt svært ved”, konstaterer Sebastian, der på ærligt vis indrømmer, at det der med madlavning og færdigheder udi køkkentjansen måske ikke lige er hans stærkeste side.
Heller ikke Michael mener, at hans evner rækker til at stille op i en Junior Masterchef-dyst på tv.
Men så måtte Andrea træde til og tage en ekstra del af piske-tørnen, så æggehviden kunne stivne så meget, at den blev hængende i skålen, mens Sebastian med bange anelser holdt den hævet over sit hoved.
Et godt stykke hen i semifinalen kunne uddannelsesleder Helle Søborg, der holdt styr på både kombattanter og tider konstatere, at de her discipliner slet ikke var helt så nemme som de så ud. Og det kunne man ganske sikkert som deltager – og også som ganske godt fornøjet og underholdt publikummer – kun nikke et bekræftende ja til.
Læs også: