Øster Hurup og omegn

Forårskoncerter i Øster Hurup og Als

Forårskoncerter i Øster Hurup og Als

Redaktion
Af Redaktion 21. april 2022

Af Lone K. Hansen

Tirsdag den 3. maj i Øster Hurup Kirke og torsdag den 5. maj i Als Kirke, begge dage kl. 19.30, fejrer Als-Øster Hurup Kirkekor foråret og de lyse nætters komme med de traditionelle forårskoncerter.

Koret ledes som sædvanligt af organist Troels Kold og Lili Olesen sidder igen ved klaveret i Øster Hurup – og ved flyglet i Als Kirke.

Koret tager deres påskeprogram op igen – så de, der sov længe påskemorgen får nu mulighed for at høre første sats af Mozarts Requiem, det prægtige Introitus.

Også de to intime og intense korsatser af romantikkens symfoniske mester, Anton Bruckner, samt det storslåede Påskekor fra Mascagnis opera Cavalleria Rusticana er på programmet og kan derfor genopleves af dem, der var morgenfriske påskedag.

Og efter sidste års aflyste forårskoncerter (kan nogen huske coronaen?), glæder koret sig SÅ meget til igen at synge nogen af de mange skønne danske forårssange.

Publikum kommer selvfølgelig også til at synge fællessang, hvor foråret vil være i fokus.

Begge kirker håber, at mange har lyst til at hilse foråret velkommen sammen med Als-Øster Hurup Kirkekor!

Øster Hurup og omegn

Se flere artikler