Forebyggelse af tømmermænd

31. december 2019

.Værsgo´- et par gode råd før det går løs. Læge Jerk W. Langer giver gode råd om forebyggelse af tømmermænd: Vigtigst! Masser af vand hele aftenen. Samt et par glas vand eller sportsdrik, FØR du dratter omkuld. Stil det parat ved sengen (og håb på, at du ender i egen seng). Drik lyst: Mørke drikke…

.
Værsgo´- et par gode råd før det går løs.

Læge Jerk W. Langer giver gode råd om forebyggelse af tømmermænd:

Vigtigst! Masser af vand hele aftenen. Samt et par glas vand eller sportsdrik, FØR du dratter omkuld. Stil det parat ved sengen (og håb på, at du ender i egen seng).

Drik lyst: Mørke drikke (cognac, rødvin) giver flere tømmermænd end lyse (hvidvin, gin, vodka).

Spis noget med substans undervejs. Alkohol optages hurtigere og i større mængde på tom mave.

Bland ikke for meget, for så bliver tømmermændene værre, er manges erfaring.

Som kvinde tåler du færre genstande end mænd af biologiske årsager.

Kaktus som brusetablet eller piller hævdes at kunne mindske kvalme, tør mund og madlede. Tjaaa…forvent ikke mirakler.

Opkastning: Barsk, ubehagelig og effektiv. Husk bagefter at drikke ekstra vand.

Hvad er tømmermænd?

Tømmermænd hedder på lægesprog veisalgia og omfatter de typiske symptomer efter indtagelse af alkohol. Hyppigst er hovedpine, tørst, nedsat appetit, rysten og skælven, træthed, kvalme, hjertebanken, svimmelhed, sløv tænkeevne, og dårlig koordination.

Derfor får du tømmermænd

Tømmermænd har ikke én, men flere årsager i skøn forening:

– Væskemangel (dehydrering).
– Forgiftning med metanol (træsprit) og andre stoffer.
– Lavt blodsukker.
– For meget røg.
– Forstyrret nattesøvn og døgnrytme.
– Irriteret mave.

Etanol det berusende stof i alle alkoholiske drikke spiller især en rolle for tørsten (se næste afsnit), fordi det dræner kroppen for væske.

Andre stoffer (såkaldte congeners, se nedenfor) medvirker også, for tidsmæssigt hænger etanol og tømmermænd nemlig ikke helt sammen. På det tidspunkt symptomerne er værst, er det meste etanol og dets nedbrydningsprodukter allerede fjernet fra blodet.

Metanol (træsprit) er med til at fremkalde tømmermænd. Det findes i næsten alle alkoholiske drikke, men i meget varierende mængde. Så der er forskel på, hvor mange tømmermænd du får af de enkelte drikke. I kroppen nedbrydes metanol til giftstoffer som formaldehyd og myresyre.

Nogle forskerne mener, at tømmermænd delvis er en slags abstinenser i hjernen, når alkoholmængden i kroppen falder.