Kultur

Foredrag i Rold: Cirkushistorier fra en svunden tid

Museumsinspektør ved Nordjyske Museer, Lykke Olsen, har gennem 2024 indsamlet en række cirkushistorier og viden om livet i manegen. Det er sket gennem en række interviews med nuværende og tidligere cirkusdirektører og artister, der velvilligt har berettet om deres liv i cirkus og om branchen i al almindelighed.

Foredrag i Rold: Cirkushistorier fra en svunden tid
Blandt de mange cirkuslegender, som Lykke Olsen har interviewet i løbet af 2024, er Benny Schumann – i forbindelse med interviewet donerede han et kostume til Cirkusmuseet, som han bar under sine optrædener i 1960’erne. Foto: Cirkusmuseet i Rold
12. november 2024
Af Benedikte Jensen

Det er der kommet mange spændende historier ud af, og torsdag 21. november kl. 16.30 kan du få nogle af dem på Cirkusmuseet i Rold. Her fortæller Lykke Olsen mere om sit arbejde med indsamlingen af dansk cirkushistorie, og hun præsenterer ved samme lejlighed en lille ny fotoudstilling på museet.

Arbejdet med at indsamle beretninger fra danske cirkus har givet indsigt i mange spændende livshistorier fra en usædvanlig branche, der går flere hundreder af år tilbage. Historierne rummer alt fra dyb familieloyalitet, disciplin, kriser, vilde dyr i cirkus, heste i verdensklasse til overvejelser om levevilkårene for cirkus i dag og i fremtiden.

Lykke Olsen har interviewet velkendte cirkusnavne som Benneweis, Schumann og Berdino, men også mindre kendte – men lige så vigtige – aktører som Arli og Thierry.

Til foredraget fortæller Lykke Olsen f.eks. om Benny Schumann, der voksede op i det anerkendte Cirkus Schumann og var med til at træne og optræde med 70 heste i Cirkusbygningen, men alligevel valgte at blive klovn som sin morfar – den verdenskendte Charles Rival. Hun dykker også ned i Kim Benneweis, der var elefantdomptør i Cirkus Benneweis og hans tanker om elefanternes forsvinden fra cirkus

Publikum får også lejlighed til at se forskellige cirkuseffekter – blandt andet Irene Thierrys balletsko og et af Benny Schumanns kostumer, som han selv har båret i Cirkus Schumann i 1960’erne, og som han i forbindelse med Lykke Olsens arbejde med at indsamle cirkushistorie har doneret til museet.

Foredraget afholdes på Cirkusmuseet i Rold, Østerled 1, 9510 Arden. Billetter kan købes på nordjyskemuseer.dk.

177.920 kr. til 9 foreninger og initiativer i Hobro og omegn

Læs også: 177.920 kr. til 9 foreninger og initiativer i Hobro og omegn

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

×

Vær med i vores Julekalender og vind præmier


177.920 kr. til 9 foreninger og initiativer i Hobro og omegn

Læs også:

177.920 kr. til 9 foreninger og initiativer i Hobro og omegn