Mariagerfjord og omegn

Foredrag med Hugo Mortensen i Veddum

.Pia kjær Eriksen har sendt os følgende: Så er Kulturhuset Veddum Sal af 1884 igen i gang med arrangementerne efter sommerferien, men denne gang i samarbejde med Veddum Lokalhistorie og Veddum Landsbylaug.Vi har den store ære at kunne præsentere den tidligere PET-politibetjent Hugo Mortensen. Hugo Mortensen kom til verden i midten af april 1945. Han […]

Foredrag med Hugo Mortensen i Veddum
15. august 2013
Af Redaktion

.
Pia kjær Eriksen har sendt os følgende:

Så er Kulturhuset Veddum Sal af 1884 igen i gang med arrangementerne efter sommerferien, men denne gang i samarbejde med Veddum Lokalhistorie og Veddum Landsbylaug.
Vi har den store ære at kunne præsentere den tidligere PET-politibetjent Hugo Mortensen.
Hugo Mortensen kom til verden i midten af april 1945. Han voksede op i et typisk arbejderkvarter i Aalborg, hvor hans far var fabriksarbejder og moderen hjemmegående.
Hans skolegang var ingen succes. Han gik på tre forskellige skoler, men ingen af dem mestrede at fange hans interesse. Dovenskab, slaskeri og almindelig slendrian var hans varemærke. Hans akademiske fundament blev en mellemskoleeksamen erhvervet efter 5 års intense studier hvor normalen var 4 år. Specielt et alvorligt kundskabsmæssigt kiks på flere områder gjorde, at han gik i 3. mellem to gange.
Efter skolegangen søgte han ind til Søværnet, hvor hans ønske om en officers-karriere ikke kunne opfyldes pga. dårlige skolepapirer. Desuden søgte han på officersskolen to gange og dumpede begge gange med et næsten hørligt brag. Søgte herefter ansættelse ved politiet, som formentlig fattede så megen medlidenhed med ham, at man lod ham slippe ind.

43½ år gjorde han tjeneste i politikorpset. Dels nogle år som ordenspolitimand i København, herefter ca. 3 år i fremmedpolitiet, kriminalpolitiet i Glostrup blev også belemret med hans tilstedeværelse inden han i sommeren 1975 tiltrådte tjeneste ved Politiets Efterretningstjeneste, hvor han gjorde tjeneste indtil den endelige afsked med udgangen af april 2010.

Siden har han så småt affundet sig med en stilfærdig tilværelse i selskab med konen der varter ham op på alle måder. Han er nemlig gift efter den gamle ordning, hvor koner som en naturlig ting sørger for mandens velbefindende.
Foredraget kan passende bære overskriften Hvordan man kommer gennem livet på trods af usportslig kropsbygning, manglende kvindetække og stærkt begrænsede intellektuelle ressourcer. Foredraget er simpelthen en gennemgang af Hugo Mortensen tilværelse og spænder over både skolegang med indlæringsproblemer og jævnlige ørefigner, en mislykket militær karriere, hvor ønsket om en admiralstitel så skammeligt gik til grunde. Kærlighedslivet herunder fænomenet kærestesorg – vil også blive berørt på smukkeste vis. Herefter virket som tørvegraver/tipvognslokomotivfører i Store Vildmose inden det når til Hugos tilværelse som politimand, hvor der også bliver berørt forskellige sager, som Hugo har været involveret i.
Dette fantastisk humoristiske foredrag finder sted mandag den 16. september kl. 19:00 i Kulturhuset Veddum Sal af 1884. Entréen inkl. Kaffe og brød er af den nette sum af KUN 50 kr. pr. person.
Veddum Lokalhistorie, Veddum Landsbylaug samt Kulturhuset Veddum sal af 1884 håber på at se så mange som muligt til en hylende morsom aften i selskab med Hugo Mortensen.

Ny aftale skal hjælpe unge i Mariagerfjord: En bedre fremtid for de unge i sigte

Læs også: Ny aftale skal hjælpe unge i Mariagerfjord: En bedre fremtid for de unge i sigte

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Mariagerfjord og omegn

Se flere artikler
×

Vær med i vores Julekalender og vind præmier

Ny aftale skal hjælpe unge i Mariagerfjord: En bedre fremtid for de unge i sigte

Læs også: Ny aftale skal hjælpe unge i Mariagerfjord: En bedre fremtid for de unge i sigte